Samler du lige min underkæbe op fra gulvet?

I min pause i Netto i dag, havde jeg fornøjelsen af at læse historien om Frederik Fetterlein der har mistet alt, og er blevet begæret konkurs på grund af nogle biler, han ikke har betalt.
I artiklen, er der et billede af ham selv og hans lille søn, som sidder med blenumsen på fars skød i en øm og kærlig omfavnelse. Det er følsomt billede, som skubber til tanken om den enlige far, der ikke har andet end sin søn tilbage, så jeg røg med på den.

Nårh, det er da også synd for ham, tænkte jeg. Han har den skønneste lille unge, og nu har han ingenting. Han kan ikke forsørge ham, give ham tøj på kroppen og ture i Zoo. Det må være hårdt for ham, nu hvor han heller ikke kan tjene penge på at spille tennis mere.

Han skylder 1½ million kroner væk, det er jo mange penge. Den slags bundløs gæld kan man jo nærmest ikke komme ud af igen, tænkte jeg, mens jeg nysgerrigt gik i gang med at nærlæse. Og her havde jeg sgu nær fået kaffen galt i halsen.

Manden tjener 100.000 om måneden nu, udtaler han selv, og sidder og praler med, hvor herligt det er at være på røven i Danmark: Han spiser gratis på restauranter og cafeer nu, fordi så mange har hørt om hans situation, at de betaler hans mad for ham.
Han er blevet sat under administration af sin advokat, og er lige nu rygende uvenner med ham, fordi han gerne vil have 10.000 kr ekstra udbetalt, men det må han ikke. Og til sidst i interviewet udtaler han, at han regner med at have et overskud igen sidst på året.

WTF?

Godt man ikke lige havde lidt ondt af ham og hans søn et øjeblik.

Hele artiklen kan læses her, hvis nogen vil have alle facts med!