Så er der en update på sovesituationen.
Det går perfekt. Intet mindre.
Knægten lægger sig når vi putter ham og sover som en sten, når Laust kommer ind lidt i otte og skal sove.
Vores soveværelse ligger i en suite i forhold til stuen, og der er derfor meget lydt, og da Laust, hvad det angår, var et sart lille pus, måtte vi putte ham på eget værelse allerede i en alder af 4 måneder. Det var tidligt, men han var klar, og det gik også fint de første par uger, indtil knægten opdagede at hvis man klynker ved sengetid, er der nok nogen der får medlidenhed med en, og tager en op. Og det var der sørme også her. Så vi måtte have råd fra sundhedsplejersken, og hendes metode var den der hedder lad ham græde, men afbryd ham hvert femte minut med et kærligt; godnat, jeg vil gerne have du skal sove nu.
Puuha. Den første aften var hård, og det tog mig 30 minutter at få ham til at sove. Jeg kan huske at jeg sad i sofaen i stuen lige ved siden af og græd som pisket. Min lille bitte baby græd, og jeg skulle bare lade ham. Selvom det er tre år siden nu, husker jeg det som var det i går.
Anden aften tog det tyve minutter, trejde aften et kvarter og fjerde aften lagde han sig med det samme. Phew. Jeg var målløs. Og glad. Man hører mange historier om børn der skal holdes i hånden indtil de sover, eller mor og far skal være på værelset indtil de sover. Men jeg var virkelig glad for den her metode, selvom den kostede mig nogle tårer den første aften. Jeg synes det har lært ham at det ikke er farligt at sove selv, at han godt selv kan falde i søvn, men at vi ikke er længere væk, end at hvis der sker noget, så er vi der. Lige siden der har altid kunnet puttes. Lige meget hvor. Der er aldrig noget brok, ikke noget med at han lige skal ind og et eller andet. Han lægger sig bare når vi har aftalt det. Sådan! Det er super fedt, og jeg var virkelig spændt på om Frej ville være lige sådan.
Børn er jo ikke ens, og Frej har sovet inde hos os indtil nu, hvor han er knapt ni måneder. Han vågner ikke ved det mindste pip inde fra stuen, han sover fra det hele. Til gengæld vågner han stadig om natten og vil have flaske. Indtil for nyligt fik han en ved sengetid, kl.19, og så vågnede han ca. kl. 24 og kl. 4.00. Nu er han heldigvis nede på kun at få den kl. 19 og 4, så det er super. Laust sov jo igennem da han var tre måneder, men, og her må man gerne sige desværre, er ikke to børn ens ;-)