Solen skinnede fra en skyfri himmel, og når nu skoven ligger lige ved siden af børnehaven, så kunne vi jo lige så godt udnytte det lækre efterårsvejr med en gåtur hjem gennem skoven.
I fredags var den ældste af krapylerne i skoven på dragejagt, men den havde gemt sig nede i det grønne mosevand, hvor den lå og sov, og da vi gik forbi dernede i dag, fortalte han mig at vi skulle være musestille, ellers ville vi vække dragen. Jeg spurgte om han var sikker, og om vi ikke lige skulle prøve at råbe, bare en gang, men rædslen stod malet i ansigtet på ham, så jeg turde ikke. Ikke engang for sjov. Han ville være gået rokoko. Kom dog til at nyse helt vildt højt bagefter ;-) og det vågnede dragen ikke af. 'Der var vi nok heldige, hva' mor?' 'Ja, min skat, det var vi vel nok.'
De havde det altså sjovt, selvom de begge to ligner
nogen, der hellere ville have været et andet sted
på det her billede
Elsker bare den børnehave og det fantasiunivers der dyrkes hos børnene. Vi havde diskussionen i min mødregruppe for et stykke tid siden, omkring hvorvidt man skal være realistiske overfor børn, eller om de skal have lov at dyrke fantasien, og der var, sjovt nok, delte holdninger. Jeg var ellers helt sikker på holdningen hos de fleste ville være at man skal lade børn være børn så længe man kan. Min søn skal have lov til at tro på drager, trolde, feer og engle lige så længe han selv vil. Når han spørger hvor farmor er henne, så svarer jeg at hun er død, og at hun derfor ikke er hos os mere, så jeg mener da også jeg praktiserer den realistiske side. Bare ikke helt og aldelels. Han må altså gerne tro på julemanden og Skt. Michael der kommer med småkager til lanternefesten i november, uden at jeg skal prikke hul på barndommens uskyldige glæder.
