Jeg har nu været syg siden torsdag i sidste uge. Et sygdomsforløb, der på ingen måde giver nogen mening. Meget mærkeligt syg!
Torsdag - fredag havde jeg ondt i halsen, og var sikker på at endnu en halsbetændelse var på vej. Det løjede af fredag eftermiddag, og jeg tænkte, nå, det var alligevel ikke meget det blev til. Fredag aften fyldes snotdepoterne så langsomt op, og lørdag morgen var nogenlunde, så jeg tog i Ikea med familien
(hvilket var den helt falske beslutning, kunne jeg mærke, allerede på vej over til bussen. Hvornår lærer jeg nogensinde at lytte til min krops signaler?) Lørdag eftermiddag var jeg helt lakket til, og havde det næste halvanden døgn et meget intimt forhold til mine snotklude. Søndag aften følte jeg mig egentlig helt ok, og snakkede endda med en kollega om elevplaner, og vi ses i morgen og alt det der, hvortil jeg så vågner mandag morgen og mærker de tidligere omtalte issyle danse i kraniet på mig. Jeg var ikke i tvivl. Bihulebetændelse.
Så afsted til lægen, med frygten om at hun ikke ville skrive en recept ud. Det ville de ikke sidste gang, da mit infektionstal ikke var højt nok. "Jamen, det gør ondt på nøjagtig samme måde som de ti andre gange jeg har haft bihulebetændelse, for jeg får det stort set hver eneste gang jeg er forkølet," plæderede jeg ynkeligt. "Ja, men vi kan ikke se noget på infektionstallet, så du må gå hjem og spise to panodiler og en ipren," siger den (ene) overkække sygeplejerske, som jeg i forvejen har et lidt anstrengt forhold til, da hun, ikke en, men hele to gange, har beskyldt mig for at være udeblevet til en aftale. Hvilket jeg jo selvfølgelig ikke er. Det er deres system der fucker. Mine tre forskellige kalendere tager ikke fejl! Og det mener jeg helt seriøst.
Nå, men den anden af sygeplejerskerne tager i mod mandag, jeg starter med at beklage vi er tre kvarter for sent på den
(jævnfør ungen der nægter at vågne indlægget), og undskylder også for den aftale i marts, hvor jeg bevidst udeblev i et panisk forsøg på ikke at gå helt ned med stress og tro, at jeg kunne nå en arbejdsdag + fire aftaler efterfølgende på én dag. Uden hjælp fra manden. Hun kigger roligt på mig, den fantastiske sygeplejerske, og siger, at det er helt ok, vi finder bare en anden dato. Luften går fuldstædig af ballonen, og lige der, midt i kanyler, gummihandsker, sprit og infektionstal, får jeg lyst til at græde. Bare en lille smule. Jeg takker hende overstrømmende, og hun erklærer, at hun da vist hellere må udskrive en recept med det samme, for hun kan høre bare på mine symptomer, at jeg har bihulebetændelse. WTF?! At infektionstallet senere bakkede hende op, virker som en mindre detalje nu, for hun siger også, at ofte synes hun slet ikke at den boner ud med det der infektionstal, men derfor har folk jo ondt alligevel. Jeg kunne have kysset hende. Lige der. Og kom vist nok til at nævne
the incident med iprenen, som hun så bare smilede overbærende af. Sygeplejerske, gift dig med mig!
Ned og hente penicillin. Tænkte, at det bare lige skulle have et døgns tid til at virke, så var jeg klar igen. Men det var jeg bare ikke. Så nu sidder jeg her, torsdag, 8 dage efter min første sygedag, og er stadig ikke kommet på arbejde. Hvad f... sker der lige for det? Penicillinen virker nu, og jeg er så småt tilbage på sporet, men jeg synes godt nok det har taget noget længere tid end det plejer. Æv.
Imens sker der tusinde ting på skolen for tiden. Fagfordeling, holddelinger, valgsfagsplanlægning, telegrammer der skal skrives til syvendeklassen, teamfagmøder, lærermøder, årgangmøder. Hold nu kæft det er dårlig timing med det her sygdom. Jeg er klar igen mandag. Og har så meget mistet overblikket. Der bliver noget at indhente.
