Min allerførste lille bitte baby blev fire i går. Fire! Jeg kan slet ikke fatte det.
Ja ja, det er muligvis en temmelig gennemtærsket kliche, og måske har man en tendens til at romantisere de fire år, der åbenbart er fløjet forbi så hurtigt, men virkelig...
Jeg har det som om, det var i går, at han kiggede ud til verden, og stak i et hyl af dimensioner (eller var det mig?). Jeg kan huske detaljerne i det tøj han havde på hjem fra sygehuset. Helt ned til farven på sokkerne (de var orange). Jeg kan alt for tydeligt huske de ni dage efter fødslen, hvor jeg sad herhjemme i ammehelvede med en baby, der ikke ville spise nok, og derfor græd hele tiden. Jeg husker lige så tydeligt de kuldegysninger jeg havde op og ned ad rygraden. Gråden, når jeg holdt min lille baby i armene. Millimeter fra en fødselsdepression. Reddet af min egen mor, der var så skræmt af mine reaktions- og handlemønstre, at hun overtrumfede alle indsigelser om den perfekte mor, der ammer, og gav knægten en flaske. Så klappede han i, og jeg åndede lettet op. Reddet på målstregen.
Jeg husker første gang han smilede, første gang han fandt sine hænder, og kiggede på dem med forundrede blikke. Jeg husker da han fandt sine fødder, og opdagede at han kunne trille rundt på maven igen, hvis han drejede sig med dem i hænderne.
Så fik han en bule på siden af hovedet, der ikke ville gå væk, og jeg var på hospitalets akutbørneafdeling med ham i noget der ligner fem-seks timer. Konklusionen blev at der ikke var nogen konklusion, og vi skulle til scanning nogle uger senere. Elsker du ikke også bare at vente på ingenting? Ventetiden blev dog brugt på, at de stak lidt i ham hist og her, mens mor, selv stortudende, tryglede dem om at stoppe.
Det var også deromkring, at vi endelig blev enige om et navn. Da han var fem måneder. Laust skulle det være. Det var mig der bestemte det. Vi havde indgået en studehandel, mig og manden. Jeg måtte vælge navn, han måtte så tilgengæld bestemme, at babyen kun skulle have det ene navn. Ingen mellemnavne. Puha, det var svært. Jeg har jo selv mit mellemnavn. Og definerer mig ved det. Så holdt vi en fest for hans nye navn. I haven. I et telt der var utæt, med mad der var 1½ time forsinket (fra eget køkken ;-) Det var en skøn dag. Med skønne mennesker. Og en oldemor der gav ham toppen af et stykke drømmekage, så han kastede op om aftenen. Børn skal bare have sovs på kartoffelmosen, siger Oldemor, og vi holder alle sammen lidt ekstra øje med oldemor, når hun holder Laust.
Så skulle han i dagpleje. Jeg husker hans første dag i hans første dagpleje, der også blev hans sidste. Jeg husker hans første dag i hans anden dagpleje, der ikke blev hans sidste, men som skulle have været det, for det var helt forkert, og det opdagede jeg alt for sent. Når børn har diarre hver anden uge, og det går over, når de kommer hjem, så er det altså IKKE fordi de har diarre. Så er de stressede. Det sætter sig nemlig i maven på små børn. Øv. I retrospekt, må det siges at være min første større fiasko som mor. Heldigvis slet ikke den sidste.
Jeg husker hans et års fødselsdag, med alt for mange mennesker i lille bitte lejlighed. Han var helt dækket med skoldkoppear, og rød i kinderne af alt sukkeret i lagkagen. Men der sad han, tronende højt i sin Ikeastol, og fandt sig troligt i alle de mennesker, der hele tiden ville dikke dikke ham. Det var en fantastisk dag.
Så gik han sit første skridt, sagde sit første ord (far), faldt ned af sofaen, hvorved han ramte sofabordet, og slog en flig af sin første tand.
Og vupti, nu er han fire. Hvad fanden skete der lige der?
Om ti år, render han rundt er lige så hormonforvirret som den syvende klasse, jeg har nu. I guder, siger jeg bare. Kunne man dog bare sætte tiden på pause. Bare en gang i mellem, så man kan nyde de gode stunder en ekstra gang. Svælge i dem lidt længere. Når man bliver fire år, bliver man en stor dreng. Det siger Laust selv. Og det betyder at min lille bitte numero uno er væk for altid, og det kradser sgu helt ind i hjertet.
Når det er sagt, så glæder jeg mig helt vildt til at se hans næste træk. Hvor skal vi hen nu? Hvad finder de på af sjove finurligheder, når de er fire, fem, seks og syv? Og skolealderen (når nu man selv er skolelærer), den er jeg godt nok spændt på? Vil han klare sig godt? Være vellidt? Være glad?
