31. januar 2011

Ikke helt volapyk, men det er fandme tæt på

Så er hilsenen modtaget. Og hvis du er i tvivl om hvad jeg mener, kan du læse indlægget her.

Kort fortalt, har min søn sendt et brev til nogen, han holder usigeligt meget af, og han har endda selv forfattet teksten. Som I ikke fik, for modtageren skulle have førsteret på læsningen.



PS. Hverken mormor eller morfar har fødselsdag snart, eller har haft for nyligt. Til gengæld blev Laust fire år d.21.1. og det har muligvis smittet lidt af på hans tankerække ;-)

30. januar 2011

RIKA look a like.

Jeg har fundet tasken. Som i TASKEN.
Den er stor, der kan være mange bøger i, og der er stjerner på. Elsker stjerner.

Stærkt inspireret af RIKA Star Bags, fandt jeg denne her i en butik i Odense i går.
Jeg har fået lagt den til side, så jeg kan hente den på mandag. Har nemlig et gavekort til Odense Cityforening på præcis de 400 kr tasken koster. Det er perfekt.

Jeg bliver en meget lykkelig kvinde på mandag ;-)




Billedet er  fundet her.
Det findes desværre ikke større.
Men hvis du klikker videre,
kan du se tasken i større version.

Hvordan smager et ord?

Snakkede med min syvende klasse i torsdags om det med ord. De synes, jeg kan en masse, og jeg fortæller dem, at jeg elsker ord. Jeg smager på dem, siger jeg. Det forstår nogen af dem godt billedsproget i, nogen af dem synes, jeg er mærkelig. Det kan man da ikke. Vel!?

Hvad siger du?
Smager du på ord? Hvad for et smager allerbedst?

29. januar 2011

Om pinligheder og en fin veninde


Det her skulle have været et billede af min veninde, som jeg har nydt seks fantastiske timer sammen med i dag. Men af en eller anden grund, er det det her det eneste billede, der er taget i dag, og det endte med at være af mig, så det får I. (Synes også det er lidt pænt, faktisk, og ekshibitionisten inde i mig, vil jo gerne dele, ikk ;-)


Vi har shoppet (mest hende), spist (mest mig) og snakket (til overflod, begge to), og det var helt fantastisk, for vi har ikke set hinanden i noget der minder om hundrede år, sådan cirka. Hver eneste gang vi har haft en aftale, har hun eller jeg skiftesvis måtte aflyse på grund af sygdom, så da det endelig lykkedes i dag, var gensynsglæden stor. Kæmpe stor.

Og hun havde goodies med til mig. Neglelak. Rouge. Monki tee. Småfolk kjole og haremsbukser. Adidastrøje til Frej. Toy Story perleplade (!) Eurowoman. Alt sammen überskønne ting.
Men det skønneste var nu, at få lov at se hende igen.

Egentlig ærgerligt jeg ikke fik taget et billede, for når jeg fortæller den næste lille pinlighed, vil I alle sammen tænke: "Jamen hvordan så hun da ud?"

Det skal jeg fortælle jer. Hun er blevet langhåret siden sidst. Så langhåret faktisk, at jeg næsten ikke kunne kende hende igen, og da vi stod nede i SuperBrugsen, hvor jeg skulle have nogle småting med hjem, var jeg ved at skælde hende ud, fordi jeg troede hun var en fremmed kvinde, der var ved at tage de forkerte varer. Og hun grinede så højt, at hele butikken ikke kunne undgå at lægge mærke til optrinnet. Såååååå pinligt! Shit mand. Tænk, at jeg ikke engang kunne genkende min egen veninde... Det var fandme flovt.

26. januar 2011

Nød lærer...

...kvinde med meget tørre hænder at finde alternative løsninger, når hun er for nærig til at købe ny håndcreme, fordi hun har tabt håndcremen og splitten i den derved er gået i stykker, så der ikke kan komme noget ud.

Voila!

24. januar 2011

Fra tanke til handling

Jeg har tænkt på at skrive mange indlæg den seneste tid, men det er lige som om, at når jeg først har tænkt tanken, og gennemarbejdet den i mit hovede, så forsvinder den igen. Pist væk, og så glemmer jeg alt om den tanke igen.

En der ikke har så langt fra tanke til handling, er Diana. Hun er en af min bedste veninder, og forleden modtog jeg det her kort, hvori hun bare ville fortælle mig at hun glæder sig til at se mig på lørdag.

Jeg elsker kort! Og håndskrevede breve. Noget der viser, at den her person tænker på/bekymrer sig så meget om mig, at vedkommende rent faktisk gider bruge tid på at skrive noget i hånden, putte det i en kuvert, gå ned på posthuset og sende det. I den digitale tidsalder vi lever i nu, er det noget nær en bedrift. Og jeg elsker hende for det.


Vi ses på Bahamas, jeg bliver nemlig rig nu!

Har modtaget følgende mail i dag:

Good day,

I am Nikolay Sintsov, personal assistant to Mikhail Khodorkovsky, once rated as thae richest man in Russia and owner of YUKOS OIL (Russian largest oil company), chairman CEO: Menatep SBP Bank (a well reputable afinancial institution with its branches all over the world).


SOURCE OF FUNDS:
I have a profiling amount in an excess of Forty Million, Five Hundred Thousand USA Dollars (US$40.5M), which I seek you to accommodate for me. You will be rewarded with 40% of the total sum for your partnership. Can you handle this?

As his personal assistant, I was authorized to transfer money of an American oil merchant for his last oil deal with my boss Mikhail Khodorkovsky.

The funds have since left the shores of America to a European private financial institution where the final crediting is to be carried out.


While I was on the process, my boss got arrested for his involvement in politics by financing the leading and opposing political parties (the Union of Right Forces, led by Boris Nemtsov, and Yabloko, a liberal/social democratic party led by Gregor Yavlinsky), which posed as a threat to President Vladimir Putin's second Tenure as Russian president. Since then, I have placed on hold all transactions concerning this amount. You can catch more of the story on this website:
htt p://www.yuko s.com


htt p://news.ft. com/cms/4bb9 612a-d254-11 d8-b661-0000 0e2511c8.htm l < /A>
ht tp://www.hoo vers.com/yuk os/--ID__537 00--/free-co -factsheet.x html
ht tp://newsfro mrussia.com/ main/2003/11 /13/51215.ht ml< /SPAN>

YOUR ROLE:
All I need from you is to stand as the beneficiary of the above mentioned sum and I will re-profile the funds with your data, which will enable the finance company transfer the sum to you.
I have decided to use this sum to relocate to your country as soon as the funds are transfered to you and never to be connected to any of Mikhail Khodorkovsky conglomerates. Presently I am in London in Europe, for a hide out.
The transaction has to be concluded as soon and as I confirm your readiness to proceed with me, I will provide you with details.

Contact me at my private email address: nikolay_sintsov1@voila.fr
Thank you very much.
Regards,
Nikolay Sintsov.
 
Såå, venner, vi ses et sted i de varme lande.
For hvis jeg får så mange penge, så bliver jeg altså ikke boende her.

22. januar 2011

Et forsinket tillykke til min lille nummero uno.


Min allerførste lille bitte baby blev fire i går. Fire! Jeg kan slet ikke fatte det.

Ja ja, det er muligvis en temmelig gennemtærsket kliche, og måske har man en tendens til at romantisere de fire år, der åbenbart er fløjet forbi så hurtigt, men virkelig...

Jeg har det som om, det var i går, at han kiggede ud til verden, og stak i et hyl af dimensioner (eller var det mig?). Jeg kan huske detaljerne i det tøj han havde på hjem fra sygehuset. Helt ned til farven på sokkerne (de var orange). Jeg kan alt for tydeligt huske de ni dage efter fødslen, hvor jeg sad herhjemme i ammehelvede med en baby, der ikke ville spise nok, og derfor græd hele tiden. Jeg husker lige så tydeligt de kuldegysninger jeg havde op og ned ad rygraden. Gråden, når jeg holdt min lille baby i armene. Millimeter fra en fødselsdepression. Reddet af min egen mor, der var så skræmt af mine reaktions- og handlemønstre, at hun overtrumfede alle indsigelser om den perfekte mor, der ammer, og gav knægten en flaske. Så klappede han i, og jeg åndede lettet op. Reddet på målstregen.


Jeg husker første gang han smilede, første gang han fandt sine hænder, og kiggede på dem med forundrede blikke. Jeg husker da han fandt sine fødder, og opdagede at han kunne trille rundt på maven igen, hvis han drejede sig med dem i hænderne.


Så fik han en bule på siden af hovedet, der ikke ville gå væk, og jeg var på hospitalets akutbørneafdeling med ham i noget der ligner fem-seks timer. Konklusionen blev at der ikke var nogen konklusion, og vi skulle til scanning nogle uger senere. Elsker du ikke også bare at vente på ingenting? Ventetiden blev dog brugt på, at de stak lidt i ham hist og her, mens mor, selv stortudende, tryglede dem om at stoppe.


Det var også deromkring, at vi endelig blev enige om et navn. Da han var fem måneder. Laust skulle det være. Det var mig der bestemte det. Vi havde indgået en studehandel, mig og manden. Jeg måtte vælge navn, han måtte så tilgengæld bestemme, at babyen kun skulle have det ene navn. Ingen mellemnavne. Puha, det var svært. Jeg har jo selv mit mellemnavn. Og definerer mig ved det. Så holdt vi en fest for hans nye navn. I haven. I et telt der var utæt, med mad der var 1½ time forsinket (fra eget køkken ;-) Det var en skøn dag. Med skønne mennesker. Og en oldemor der gav ham toppen af et stykke drømmekage, så han kastede op om aftenen. Børn skal bare have sovs på kartoffelmosen, siger Oldemor, og vi holder alle sammen lidt ekstra øje med oldemor, når hun holder Laust.


Så skulle han i dagpleje. Jeg husker hans første dag i hans første dagpleje, der også blev hans sidste. Jeg husker hans første dag i hans anden dagpleje, der ikke blev hans sidste, men som skulle have været det, for det var helt forkert, og det opdagede jeg alt for sent. Når børn har diarre hver anden uge, og det går over, når de kommer hjem, så er det altså IKKE fordi de har diarre. Så er de stressede. Det sætter sig nemlig i maven på små børn. Øv. I retrospekt, må det siges at være min første større fiasko som mor. Heldigvis slet ikke den sidste.


Jeg husker hans et års fødselsdag, med alt for mange mennesker i lille bitte lejlighed. Han var helt dækket med skoldkoppear, og rød i kinderne af alt sukkeret i lagkagen. Men der sad han, tronende højt i sin Ikeastol, og fandt sig troligt i alle de mennesker, der hele tiden ville dikke dikke ham. Det var en fantastisk dag.


Så gik han sit første skridt, sagde sit første ord (far), faldt ned af sofaen, hvorved han ramte sofabordet, og slog en flig af sin første tand. 

Og vupti, nu er han fire. Hvad fanden skete der lige der?

Om ti år, render han rundt er lige så hormonforvirret som den syvende klasse, jeg har nu. I guder, siger jeg bare. Kunne man dog bare sætte tiden på pause. Bare en gang i mellem, så man kan nyde de gode stunder en ekstra gang. Svælge i dem lidt længere. Når man bliver fire år, bliver man en stor dreng. Det siger Laust selv. Og det betyder at min lille bitte numero uno er væk for altid, og det kradser sgu helt ind i hjertet.


Når det er sagt, så glæder jeg mig helt vildt til at se hans næste træk. Hvor skal vi hen nu? Hvad finder de på af sjove finurligheder, når de er fire, fem, seks og syv? Og skolealderen (når nu man selv er skolelærer), den er jeg godt nok spændt på? Vil han klare sig godt? Være vellidt? Være glad?


Børn der sover

Elsker bare synet af børn, der sover.

Ham her er selv gået omkuld i min seng. Med mig siddende ved siden af storsnakkende. Det' ingen problem, da!

Han må have været træt.








Helt splattet ud.




















Nu hvor han har indtaget mit soveværelse/kontor, sidder jeg inde på drengenes værelse og retter stile. Og hyggesnakker med Laust, der leger med sit nye legetøj. Han blev nemlig fire i går :-)

18. januar 2011

Mon Rosenthal var fis i en hornlygte?

Retter stile og fornemmer en halsbetændelse lure under overfladen.





Nu tænker du måske, at det har jeg da lige haft... Men nej! Jeg har haft alt det andet.

Influenza efterfulgt af bihulebetændelse, afløst af en forkølelse, som jeg først lige er sluppet af med efterdønningerne fra. Og nu kradser halsen altså på den der "hævede mandler og synkebesvær måden..."

Om jeg magter det? Niks, så nu er jeg i gang med fornægtelse af bibelske dimensioner. Jeg er ikke syg. Jeg er ikke syg. Messer det inde i mig selv og tænker, at Rosenthaleffektopfinderen ville være stolt af mig.

Go Anne! Du er ikke syg...

- Posted using BlogPress

"Snart tillykke med fødselsdagen," stod der blandt andet

Der er nogen, der snart får en kærlig hilsen fra Laust. Den er tegnet og forfattet lige fra hjertet af en snart fir-årig, der med største kendermine dikterede teksten, som havde han aldrig lavet andet i sit snart fire-årige liv.

Billedet må du gerne se, men selve teksten, som han også selv har forfattet (alene!), og som derfor er hamrende ulogisk og hylende morsom, får du først at se, når brevet er modtaget og læst. Det fortjener modtageren trods alt.



Mor, jeg tegner bare lige noget grafitti.
(Far ville have været stolt, hvis han havde hørt det!)




...

16. januar 2011

Man bliver aldrig for gammel til en sukkermad

Spiser sukkermadder og drikker cola light, mens jeg forbereder min undervisning til i morgen. 

Har du nogensinde smagt sukkermadder?

Jeg spiste det altid da jeg var mindre. Så luskede jeg i køkkenet efter skole og smurte toastbrød med smør, og dryssede sukker på. Og jeg forfalder altså stadig til dem den dag i dag. Min samvittighed bød mig dog at købe grovtoast ;-)






Er efterhånden ved at være oppe på 100 % ydeevne igen. Det er rart. Har fx sovet en hel nat uden at hoste, det var helt fantastisk at vågne op til.

Og så har jeg opdaget at jeg er sådan en der har brug for ro om fredagen. Læste et indlæg hos en anden skolelærerblogger, om hendes kæreste, der havde indtaget lejligheden fredag aften med alle gutterne, så hun flygtede over til sin skolelærersøster, der, ligesom hende selv, forstod vigtigheden af ro om fredagen. Og så gik det lige pludselig op for mig. Det er da det, jeg også har: brug for ro om fredagen. Efter en hård uge i skolen er slut, en uge med 22 undervisningslektioner, hvor man konstant er på, planlægning af undervisning (til 22 undervisningslektioner, phew!), møder, mennesker man skal forholde sig til, ting der skal gøres, huskes, skrives ned. 

Og så i fredags tog jeg til Nyborg, til fødselsdag hos min veninde. Og jeg hyggede mig, men jeg kunne godt mærke at jeg var træt. Sådan helt ind til benet træt. Så da jeg kom hjem, bad jeg manden putte unger, og gik direkte i seng, kl. 19.00. Sådan! Og sov til kl. 6.30 næste morgen. Det var virkelig tiltrængt.
Fremover skal jeg overveje hvad jeg ødsler mine fredage væk på. For det er en form for koble-ugen-af-og-weekenden-på  dag og aften for mig.

Gik i øvrigt glip af P3 Guld showet. Må vist se det på nettet en af dagene. Det plejer ikke at være et show man har lyst til at gå glip af.





14. januar 2011

På vej


Er med toget mod Nyborg for at fejre bedste venindens fødselsdag. Vi skal have boller og lagkage og tøsesludder.




Og kvalitetstid med ungerne.
MEN... Næste gang jeg sådan finder på, at fredag midt i Frejs sovetid er et godt tidspunkt at tage til fødselsdag på, (med tog!) må nogen gerne stoppe mig. Noget så eftertrykkeligt. Det er et logistisk mareridt!


- Posted using BlogPress from my iPhone (at du lige ved det ...)

PS.

I det mindste har jeg lækkert hår.
Ellers var jeg da bukket helt under!

Bodegamutter Anne in da house

Det hjælper ikke at gå tidligt i seng, når kroppen (halsen) kompenserer ved at ligge og hoste hele natten, så man alligevel ikke får noget ud af den ekstra søvn man havde tænkt sig. kl. 5.19 kapitulerede jeg, og satte mig op og sov.

Jeg er kraft-peder-vælte-mig, træt af at være syg. Det er lige som om det aldrig rigtig holder op.
Min hals gør ondt. Bare ikke hele tiden. Belejligt nok, når man nu har valgt at raskmelde sig.
Mit hoved gør ondt. Bare ikke hele tiden. Med jævne mellemrum i løbet af dagen, så man rigtig kan sidde og føle sig ramt, når man forsøger at få sjetteklassen i engelsk til at makke ret (Hvilket de heldigvis efterhånden gør ;-).
Jeg hoster. Som en bodegamutter, der har røget 40 røde Cecil om dagen i hele sit voksne liv. Og det gør jeg mere eller mindre hele tiden. Og det er fandme irriterende, for den forløsning man som regel får af at hoste, ja, den sidegevinst eksisterer ikke hos mig, og så må jeg hoste igen. *host host*

Nå, men jeg napper mig lige en tudekiks mere, og så ses vi jo nok på den anden side engang.

11. januar 2011

New year, new habits?

Prøver lige noget nyt, ikk.
I dag går jeg i seng FØR midnat.

Godnat... Det bliver rart at vågne igen om syv en halv time og se hvilken forskel det har gjort :-)




- Posted using BlogPress from iPhone

I det mindste har jeg stadig mit gode humør

Min weekend har primært bestået af Otrivin, køkkenrulle og tv. Og en mand, der har taget en ordentlig tørn med ungerne (indtil han søndag mente, at jeg var rask nok til, at han kunne tage ud og male, alene. Den var jeg så ikke helt enig i!).

Nu er weekende overstået, jeg måtte tage mandagen med for at blive helt frisk, kun for at opdage, at to timer efter min raskmelding, snørede halsen sig sammen og hovedet lukkede ned for ombygning. Auch! Troede ellers lige. Nu må vi se hvordan det går i morgen. Afsted det skal jeg.

Jeg har en syvende klasse, der skal have gang i nogle Blå Mandag-forberedelser, og en klassens time, hvor der skal snakkes om en meget ubehagelig hændelse på skolen i dag (mens jeg ikke var der, typisk), involverende en uheldig kommentar på Facebook og noget tæskehold. Shit. Er spændt på at høre, hvordan mine elever har det. ALLE mine elever. Forestiller mig, at rygtet har været vidt omkring, og det er en god mulighed for at få snakket med dem om etik på nettet.

Nå, men når nu weekendens program, for mig, stod på Otrivin, køkkenrulle og tv, så er det vel heller ikke helt urimeligt, at der ser sådan her ud hjemme hos os lige nu:




I øvrigt så skulle min weekend have bestået af dinner, drinks and a party. For jeg havde en aftale om julefrokost med min veninde, som vi har prøvet at få gennemført siden december. Skulle også have haft besøg af veninde fra København, men det blev heller ikke til noget. Virkelig træls!



8. januar 2011

En dag tilbage

Sådan føles det i hvert fald lige nu.



- Posted using BlogPress from my iPhone (at du lige ved det ...)

7. januar 2011

Jeg kalder på dig...

Vi sad i går aftes og lyttede til musik på YouTube via min mands iPhone. Så sætter vi den til anlægget, og danser med ungerne.

Prøv lige at lyt til de to første linjer han synger, inden du læser videre. Vi hører Rasmus Seebach, for ham har Laust en nyfunden kærlighed til.




Efter at have hørt (og set) den her et par gange, udbryder knægten: ”Jeg synes altså, det er synd for den mand der.” Vi glor mærkeligt på ham. ”Siger du synd? Hvad mener du?” spørger jeg ham. "Jo, altså, at han ikke ved, hvor han hører til. Det er da synd for ham… " siger Laust med den største naturlighed i stemmen.

Er det bare mig, eller skulle jeg snart se at få ringet til de Mensa mennesker der ;-) Knægten er jo totalt skarp.

Jeg synes i øvrigt også nummeret er totalt fedt (selvom jeg ikke er 17 år mere). Og jeg har danset rundt i hele stuen med alt for stor dreng på hoften, der hvinende lagde sin kind mod min, mens vi hvirvlede rundt, og grinende skrålede JEG KALDER PÅ DIG...
 
Så tror jeg vist godt jeg kan erklære, at der er tanket lidt mere op på nærværskontoen. Også min ;-)
 
 


Jeg flakker rundt. Jeg ved ikke hvor jeg hører til. Jeg kalder på dig…

6. januar 2011

Gider nogen stikke mig en tudekiks?

Hvis ikke jeg har oplyst jer om det (hvilket slet ikke ligner den del af mig, der elsker at svælge i andre menneskers medlidenhed...), så har jeg jo været syg det meste af min juleferie. Først med influenzalignende symptomer, derefter med en omgang bihulebetændelse, som jeg (endelig, men det er en helt anden historie), fik nogle drugs til at bekæmpe den med.

Alt det sygdom gjorde, at jeg kom bagud med min undervisningsplanlægning, og min stileretning og alt det andet jeg skulle have nået, så denne her uge har været hård, og sørme om jeg ikke er ved at blive syg igen. Jeg kæmper det bedste jeg kan, men det er lige som om, at alt for lidt søvn og alt for meget kaffe (til at rette op på alt for lidt søvn) bare ikke rigtig gør sagen bedre.

Jeg knokler. Med at holde tungen lige i munden. Og styr på tusind tanker, der helst ikke må forsvinde. Er fx klasselærer. Jeg har aldrig været klasselærer før, og der er tusind ting man hele tiden skal forholde sig til. Og som man selv skal opdage. Der er nemlig ikke nogen andre der kommer og fortæller en, at man lige skal være opmærksom på, at man er den der sætter gang i Blå Mandag forberedelser i klassen, eller at ottende klassen skal have terminsprøver i næste uge (Okay, fik det faktisk lidt af vide, men var så forvirret den dag, at jeg vist nok svedte det ud igen).

Hvorom alting er, så føler jeg, at jeg konstant er bagud, og nu er jeg altså også ved at blive syg. Igen. Æv. Det er fandme træls. Trøster mig med, at jeg ikke er den eneste. Mandag morgen efter ferien, startede fint med fem sygemeldinger på skolen. Sådan...


Glædelig f...ing januar. Og stik mig så den tudekiks!
(og et lommetørklæde...)





Her er min overspringshandling numero uno: vasketøjet.
Værsgo der er ca. 20 maskiner!


4. januar 2011

Tick Tock (og det er ikke Ke$ha jeg tænker på)




Det her ur, det måtte gerne sidde på min arm. Bare navnet. Ocean Dot White. Det er ikke til at stå for. Og sort og hvid går man jo aldrig galt i byen med. Det passer lissom til det hele, også selvom det er prikket.  Det er fra Timex, som jeg ikke aner hvad er for et firma, og jeg er helt skudt i det ur her.














Hvis jeg havde rigtig mange penge, så måtte det her også godt sidde der engang imellem, når jeg trængte til en pause fra det andet. Lily The Pink. Amen, altså. Det er jo ikke et øje tørt.


Kan købes her til den nette sum af 400 kr (som måske ikke lyder af meget i dine ører, men når manden har sagt dagpengene fra, for at udleve selvstændighedsdrømmen, med din lærerløn som eneste indtægt, så kom lige igen, og fortæl mig at 400 spir ikke er mange penge... Jeg brokker mig ikke, jeg konstaterer bare!)


3. januar 2011

Amerikas Sidney Lee

En af mine amerikanske veninder på Facebook lagde et billede ud for nogle uger siden.
Af hende selv og en fyr med en hat trukket godt ned over øjnene. 'Me and Brett', stod der. De fleste var helt oppe og støde over hende og Brett, men Candice og jeg anede ikke, hvem han var, så svigermoren til veninden var så sød at linke.

Og misandten om ikke det viser sig at USA har deres helt egen Sidney Lee.
Med bandana, tan, tattoos og langt, tjavset hår. Jeps.

Lokke/true/lokke

Vi havde en fantastisk tur på biblioteket søndag. Det startede ellers med, at jeg måtte lokke/true/lokke/true/true/true den ældste ud af døren, som så returnerede min galde ved at kræve de mest mærkelige ting.
  • "Hvis jeg ikke må køre med klapvognen, så er du ikke min ven."
  • "Hvis jeg ikke må køre med klapvognen, så skal jeg have den her med." (siger ungen, siddende på en lille blå bil, der er omtrent to år for lille til ham, og den havde han så tænkt sig at køre to km ned i byen med! Right, and I think not!)
  • "Alle må gerne køre med klapvognen, når de siger det."(Bliver i øvrigt også flittigt brugt i alle andre situationer, hvor den kan gavne ham, når vi har sagt nej til noget. Flere gange!)
  • "Hvis du ikke hører hvad jeg siger, så må du ikke komme med til min fødselsdag"
Phew. Til sidst marcherede jeg bare afsted. Helt hvid i hovedet af raseri irritation, hvorefter han kom luntende efter mig, som om ingenting var sket. Vi hyggesludrede hele vejen ned i byen, på den måde som kun næsten fire-årige kan hyggesludre, og da vi nåede Kongens Have (Odense), gik vi en tur derind, så vi kunne mærke sneen knase under støvlerne. Og SÅ fik han lov til at køre med klapvognen, dog uden indhold. Ham havde jeg trygt i hånden.

Efter turen i parken proklamerede han, at nu kunne han altså ikke gå længere, og jeg forklarede ham, at det var rimelig heldigt eftersom, at biblioteket jo lå ovre på den anden side af gaden. Så langt gad han ikke gå, så han satte sig på kantstenen, og sagde, at så ville han bare blive siddende der, til jeg var færdig... Argh. Heldigvis var jeg totalt overskudsagtig her, og fik ham lokket (truet) med på biblioteket.

Og det var skidehyggeligt på biblioteket. Med Lightning McQueen bøger (vi er totalt finkulturelle hjemme hos os. Følte mig som totalt idiot, da dreng på Lausts alder spurgte om ikke de skulle finde nogle af de der Findus bøger han så godt kunne lide... Argh...), og Cirkeline dukker. Jo, vi havde en fest. Jeg havde bananer og rosiner med, så jeg kunne bestikke dem på hjemturen også, men den foregik med bus, så det var heldigvis slet ikke nødvendigt. Og således endte en sviptur på biblioteket. Der så tog 3½ time fra start til slut, fordi mor her, ikke lige havde regnet med at det skulle tage en time for næsten fire-årig at tilbagelægge to km. Men sjovt, det var det nu alligevel.


Stå nu stille med den vogn, Laust!
Du skal ikke køre med den, mor er ved at tage et billede!



Totalt i orden bibliotek dér.

Fylder lige olie på bilen, mor.
(En bil der 'kører' på bøger, det er da genialt)



2. januar 2011

Hvor der (oversprings)handles, der spildes...

Og der overspringshandles virkelig i disse timer.

Til i morgen skal jeg nå at:
  • Rette 22 danske stile
  • Kommentere 21 engelske book reports
  • Planlægge undervisning til 8.årg. Bliver nok bare noget med nogle uregelmæssige verber (igen!)
  • Planlægge hvordan syvendeklassen skal arbejde med Drengene fra Sankt Petri i hele januar (og jeg har ikke set filmen endnu, i morgen bliver nok noget med gennemgang af grammatik fra før ferien, og MASSER af kage i klassens time.)
  • Lave et forløb om filmen Billy Elliot til et engelskhold, ud fra noget materiale jeg i går opdagede, forefindes på skolen. Flot Anne, klap dig selv på skulderen, not!

I går og dag har jeg:
  • Vasket 10 maskiner tøj (og jeg er stadig kun halvvejs)
  • Rengjort skabet under køkkenvasken
  • Fyldt og tømt fem maskiner opvask
  • Vasket gryder og fade og køkkenborde, så køkkenet var helt clean.
  • Skuret de der små dimser på komfuret, der justerer temperaturen. I ved nok; 1-2-3-4-5-6 knappen.
  • Vasket drengenes TripTrap stole ned (de var sgu blevet lidt halvklamme)
  • Været på smuttur på biblioteket med drengene (det tog så tre en halv time, fordi vi gik den ene vej... ) for at hente en bog, som viste sig at være noget, jeg slet ikke kunne bruge alligevel.
  • Raidet gulvet, så man ikke snubler i legetøj når man skal på natpotten (hvilket er totalt ligegyldigt, for nu ser der lige sådan ud, som da jeg startede. De satans møgunger. Det er slut med legetøj i stuen fra i morgen.)
  • Ligget i sengen med den ældste og læst (andre) guldkorn hentet på biblioteket, mens den yngste sov middagslur (tankede lige lidt op på nærværskontoen.)
  • Læst hundrede blogindlæg, der alle sammen var mindst lige så intetsigende, som det her, men som jeg aligevel ikke kan lade være med at følge med i, fordi damerne (og et par enkelte herrer) inspirerer, underholder og sætter tanker i gang. Okay, måske var de ikke intetsigende så, men verden var nok ikke gået under lige med det samme, hvis jeg ikke havde læst deres indlæg... Vel?!
  • Indsæt selv tilfældige handlinger, du ellers ikke ville udføre, men som lige pludselig bliver så vigtige at du næsten ikke kan trække vejret, før de er udført.

Jeg gad vide, hvor meget søvn jeg får i nat??

1. januar 2011

Gak og løjer

Vi har holdt nytårsaften hjemme i år. Helt stille og roligt, bare mig, manden og drengene.

Vi startede med forretten allerede kl. 17 så vi kunne nå det hele inden drengene skulle i seng. Det havde vi så ikke behøvet bekymre os om. Begge drengene holdte ud helt til klokken blev næsten halv ti, godt hjulpet på vej af godt med soda og chips.

Og vi har haft en fest. Der var serpentiner, festlige hatte, truthorn, dans (til 90'er festen på P3, der virkelig kan få en årgang '80 op af stolen, Juhuu) god mad, sodavand, chips, højt humør og masser af kærlighed og nærvær.

Sidstnævnte er ret svære at fange med kameratelefonen, så I får i stedet billederne af vores fjollede hatte og helt igennem (næsten) perfekte dessert; chokoladefondant med flydende indre, serveret med vanilleis og valnødder. Mums!

Godt nytår alle sammen.

- Anne Lotte



















Posted using BlogPress from iPhone

Godt nytår

Så er det nu.
Hop for fanden.
Vi ses i 2011