Gider nogen stikke mig en tudekiks?

Hvis ikke jeg har oplyst jer om det (hvilket slet ikke ligner den del af mig, der elsker at svælge i andre menneskers medlidenhed...), så har jeg jo været syg det meste af min juleferie. Først med influenzalignende symptomer, derefter med en omgang bihulebetændelse, som jeg (endelig, men det er en helt anden historie), fik nogle drugs til at bekæmpe den med.

Alt det sygdom gjorde, at jeg kom bagud med min undervisningsplanlægning, og min stileretning og alt det andet jeg skulle have nået, så denne her uge har været hård, og sørme om jeg ikke er ved at blive syg igen. Jeg kæmper det bedste jeg kan, men det er lige som om, at alt for lidt søvn og alt for meget kaffe (til at rette op på alt for lidt søvn) bare ikke rigtig gør sagen bedre.

Jeg knokler. Med at holde tungen lige i munden. Og styr på tusind tanker, der helst ikke må forsvinde. Er fx klasselærer. Jeg har aldrig været klasselærer før, og der er tusind ting man hele tiden skal forholde sig til. Og som man selv skal opdage. Der er nemlig ikke nogen andre der kommer og fortæller en, at man lige skal være opmærksom på, at man er den der sætter gang i Blå Mandag forberedelser i klassen, eller at ottende klassen skal have terminsprøver i næste uge (Okay, fik det faktisk lidt af vide, men var så forvirret den dag, at jeg vist nok svedte det ud igen).

Hvorom alting er, så føler jeg, at jeg konstant er bagud, og nu er jeg altså også ved at blive syg. Igen. Æv. Det er fandme træls. Trøster mig med, at jeg ikke er den eneste. Mandag morgen efter ferien, startede fint med fem sygemeldinger på skolen. Sådan...


Glædelig f...ing januar. Og stik mig så den tudekiks!
(og et lommetørklæde...)

Her er min overspringshandling numero uno: vasketøjet.

Værsgo der er ca. 20 maskiner!