LAT og FOA - sproglige guldkorn fra en 6-årig

Min ældste skal starte i skole til sommer, og er allerede nu, helt vild med bogstaver. Hans dansklærermor er meget glad, og opmuntrer selvfølgelig alt det hun kan, så herhjemme snakkes der bogstaver, lyde, former, navne og alt det andet, der hører ord til.

I går sidder vi og snakker sammen og han kigger på et eller andet og spørger mig, hvad LAT betyder. Jeg udtaler det og forklarer ham, at det ikke er et rigtigt ord. Så kigger han på mig igen.
- "Mor, hvad betyder FOA så?"
- "Jo, altså. Det er heller ikke et rigtigt ord."
- "JOOOO, DET ER DET, for jeg har set det på et skilt nede i byen."

Stolt mor overgiver sig og forklarer, efter kæmpe krammer, at det er Forbundet for Offentligt Ansatte.
(Hvilket ungen er pisseligeglad med... Han fik ret og fred ;-)

Hold kæft, hvor er jeg stolt af den unge!

Vi laver bogstaver med kroppen. Mon du kan gætte det her?

Eller det her?

Der spontanlæses under maden. 

Top Swag?

Den ældste har fået nye solbriller i dag. Han har selv bestemt, at det skulle være dem, og han spilder ingen chancer for at flashe dem på gaden.

Hvad siger du? Top Swag?

Den vildeste søndag

Der er sket noget vildt i dag.
Helt vildt.
Så vildt at man (jeg) næsten ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned mere.

Er du nysgerrig nu?

Min ældste søn er blevet klippet!

!

Du er ikke umiddelbart imponeret?

Nå, men det er jeg.

Laust er ikke blevet klippet, siden han som tre-årig fik klippet spidser (læs: det hele) ved sin elskede dagplejer Jane. Vi var okay med, at hun klippede ham kort, men da han startede i børnehave og hun lissom ikke var i nærheden længere, holdt det jo naturligt op. Frisøren kom vi aldrig til, så han er kun blevet sporadisk klippet i to år, og aldrig mere end et par cm ad gangen (eller fem dengang jeg klippede forkert, men da blev hans far også virkelig sur, så det skete ikke igen!)

I dag jokede han med saksen (Laust) og sagde, at han ville klippe sit eget hår. Karsten sagde, at det skulle han da være velkommen til, så Laust stak resolut en hånd i håret i og ville klippe. Midtvpå stuegulvet. Jeg stoppede ham og mindede ham om, hvem det er, der støvsuger i den her familie, så hvis han skulle klippe hår, måtte det blive på badeværelset.

Så det gjorde han. Og han klippede til. Entusiastisk og med stor indlevelse. Se mor, nu kan Mads* ikke sige, jeg ligner en pige mere, sagde han, og jeg måtte minde ham om, at det jo var noget vi da var helt ligeglade med (!)

En del entusiasme senere lignede han en hottentot, og siden det nu var Karsten, der havde sagt ja til selvtægten, måtte han vel også være den, der rettede op på den igen.

Og det gjorde han så.
Så nu ser min dreng sådan her ud:

*Mads er opdigtet. Den sande identitet er naturligvis redaktionen bekendt.

Bondegårdsferie # 1 - Den nye Schumacher?

Her er hvad man fordriver tiden i Thy med ;-)

Min søn er vild. Og modig.

Og ja, når man står midt i ødemarken i Thy, må man gerne.

Vi slipper ham jo ikke ligefrem løs i Odense C, vel ;-)

Bagud

Jeg er temmelig bagud med blogindlæggene.
Altså det er jo ikke fordi, der ikke sker noget.
Holder ferie med drengene (uden Karsten, som arbejder. Siger han!), og med to banditter i huset er der ikke tid til ret meget computertid til mor.

I mandags kom vi hjem fra bondegårdsferie. En uges afslapning, som I nok skal få lidt hyggelige billeder fra.

Tirsdag havde jeg drengene med til Nyborg og besøge veninde. Fik snakket minimalt med veninde, og hysset maksimalt på drenge, der var totalt utidige (det var de, det var ikke mig der var træt! Nå.).
Da jeg kørte hjem, aftalte vi en dag i næste uge UDEN børn. Heldigvis har veninden selv et barn nu, og forstår bedre, hvorfor man ikke kan koncentrere sig hundrede procent om venindesladder hele tiden, når man samtidig skal skifte ble, hente vand, smøre mad, pudse næser, gribe på rutchebanen, skubbe på gyngen, holde i hånden over vejen, bære op af trapperne og samle legetøj sammen i en stor pærevælling. Hjælp!

Onsdag kørte vi til Flensburg, og gik en tur i gågaderne. Flensburg er faktisk en virkelig hyggelig by, selvom det er en grænseby fuld af danskere. Der er mange fine butikker og seriøst mange bagere. Nogen der kan fortælle mig noget om det? Er totalt ignorant, når det kommer til tyske kulturforhold, herunder madvaner.

Torsdag, jamen hov, det er jo i dag, der brugte jeg hele formiddagen på at diskutere med Laust om, hvorvidt det er træls eller ej, at han ikke skal have en gave i morgen, når lillebror fylder to. Wtf? Han var urokkelig, og udspydte (udspød?) eder og forbandelser over mig, i en sådan grad, at jeg opgav alle aktiviteter, og satte ham ind foran fjerneren for at få lidt ro. Så hentede vi far, tidligt på eftermiddagen, kørte i Bilka, købte en gave til Frej (UDEN eder og forbandelser fra Laust. Hmm, meget mærkeligt), åd noget klammoæde, og kørte hjem igen.

I morgen er det fredag (teknisk set er det i dag, men jeg er ikke gået i seng endnu, og så er det i morgen).
Frej fylder to år.
Yay.
Og den her uge er lissom bare forsvundet, som sand mellem fingrene på mig.

Lørdag skal vi på gæstevisit hos mulige nye venner. Bliver spændende.

Søndag kommer familien og fejrer Frejs to år.
Nogle af dem bliver til onsdag.
Mere yay.
Arj, virkelig.
Det glæder jeg mig sindssygt til.
Når jeg skriver yay, så er det sådan et optimistisk jubel yay.
Men hvor bliver tiden lige af?
Synes ikke, jeg når en skid.


Billedspam af alt det ovenstående kommer snarest.
Sammen med de indlæg jeg har lovet at skrive på feriebloggen inden vi tog på ferie, og imens vi var på ferie. Øh.
Shit.

God sommer derude ikk.
Kram fra Anne Lotte

PS. Den der Grøn Koncert i Odense i morgen, som ALLE åbenbart skal med til?
Hold nu kæft med det!
Og hvor skal jeg fryde mig, mens det står ned i stænger hele dagen i morgen, og tænke, hvor er det godt, at jeg skal med, for det har vi nemlig aftalt, min mand og jeg, for Frej bliver to år, og også selvom der ikke kommer nogen på selve dagen, og han jo alligevel er ligeglad med, om han bliver fejret den ene eller den anden dag, så har vi altså aftalt, at jeg ikke skal med. Jamen, det har vi. Det siger han. Jeg kan så bare ikke lige huske det. Æv. Og jeg gad jo heller ikke med til den der Grøn Koncert alligevel. Det må du endelig ikke tro.

PPS. I love Instagram. Det program kan gøre selv den kedeligste Anne Lotte pæn i betrækket.

Historien om da mit hjerte gik i stå

Jeg var i Netto i dag med mine unger. Frej i barnevognen, og Laust på gå-ben. Vi skulle ned og købe ind til varm kakao og flødeskum, for vi er blevet overladt til os selv en hel weekend af manden, der tog til København med et gratis lift. I disse sparetider, kan man jo ikke bebrejde ham, men for ikke at føle os alt for efterladte, blev vi enige om, at varm kakao med flødeskum måtte der til.

På vej hjem fra Netto går vi og småsludrer, som vi altid gør, Laust og jeg, og lige pludselig siger han: "Jeg vil bo hos mormor." Jeg tænker, at han nok mener, at han snart vil på ferie hos hende, lige som han ofte er i sommerferien, så jeg spørger ham. Men han siger nej. Han vil BO hos mormor. "Sådan hele tiden," spørger jeg, så neutralt som muligt, og han svarer: "Ja." "Hvad så med din børnehave," udbryder jeg forbavset. "Skal du så gå i børnehave hos mormor?" Igen får jeg et ja... Jeg kigger på ham, og han står der med stenfjæs, uden at fortrække en mine.

Det er mig den store.
Og så en rød papkuffert.
Kan I se det for jer?

I et splitsekund minder hele historien mig om dengang, jeg pakkede min lille røde papkuffert, marcherede ind i stuen til mine forældre og proklamerede, at nu flyttede jeg på børnehjem, for det havde jeg set noget om i fjernsynet, og det så hyggeligt ud.

Jeg siger nå og, at det er jeg da ked af at høre, for jeg tror jeg vil komme til at savne ham, for jeg elsker ham jo, og alt det der, men siger så til ham, at vi jo må ringe og høre mormor. Jeg er forundret over hans seriøsitet, men føler mig ikke truet. Jeg tænker, at det bare er en grille, jeg ved jo godt at han, når det kommer til stykket, ikke vil flytte hjem til sin mormor. Jeg kan bare IKKE finde ud af, hvor ideen kommer fra.

Så går vi et par minutter i stilhed, og lige pludselig trækker han mig i ærmet, står med kæmpeglimt i øjnene og griner det der lille finurlige smil, kun han kan grine, hvorefter han udbryder: "Jeg snyder dig, hahahaha."

Jeg græd af grin.
Og så begyndte mit hjerte at slå igen.

Et forsinket tillykke til min lille nummero uno.

Min allerførste lille bitte baby blev fire i går. Fire! Jeg kan slet ikke fatte det.

Ja ja, det er muligvis en temmelig gennemtærsket kliche, og måske har man en tendens til at romantisere de fire år, der åbenbart er fløjet forbi så hurtigt, men virkelig...

Jeg har det som om, det var i går, at han kiggede ud til verden, og stak i et hyl af dimensioner (eller var det mig?). Jeg kan huske detaljerne i det tøj han havde på hjem fra sygehuset. Helt ned til farven på sokkerne (de var orange). Jeg kan alt for tydeligt huske de ni dage efter fødslen, hvor jeg sad herhjemme i ammehelvede med en baby, der ikke ville spise nok, og derfor græd hele tiden. Jeg husker lige så tydeligt de kuldegysninger jeg havde op og ned ad rygraden. Gråden, når jeg holdt min lille baby i armene. Millimeter fra en fødselsdepression. Reddet af min egen mor, der var så skræmt af mine reaktions- og handlemønstre, at hun overtrumfede alle indsigelser om den perfekte mor, der ammer, og gav knægten en flaske. Så klappede han i, og jeg åndede lettet op. Reddet på målstregen.

Jeg husker første gang han smilede, første gang han fandt sine hænder, og kiggede på dem med forundrede blikke. Jeg husker da han fandt sine fødder, og opdagede at han kunne trille rundt på maven igen, hvis han drejede sig med dem i hænderne.

Så fik han en bule på siden af hovedet, der ikke ville gå væk, og jeg var på hospitalets akutbørneafdeling med ham i noget der ligner fem-seks timer. Konklusionen blev at der ikke var nogen konklusion, og vi skulle til scanning nogle uger senere. Elsker du ikke også bare at vente på ingenting? Ventetiden blev dog brugt på, at de stak lidt i ham hist og her, mens mor, selv stortudende, tryglede dem om at stoppe.

Det var også deromkring, at vi endelig blev enige om et navn. Da han var fem måneder. Laust skulle det være. Det var mig der bestemte det. Vi havde indgået en studehandel, mig og manden. Jeg måtte vælge navn, han måtte så tilgengæld bestemme, at babyen kun skulle have det ene navn. Ingen mellemnavne. Puha, det var svært. Jeg har jo selv mit mellemnavn. Og definerer mig ved det. Så holdt vi en fest for hans nye navn. I haven. I et telt der var utæt, med mad der var 1½ time forsinket (fra eget køkken ;-) Det var en skøn dag. Med skønne mennesker. Og en oldemor der gav ham toppen af et stykke drømmekage, så han kastede op om aftenen. Børn skal bare have sovs på kartoffelmosen, siger Oldemor, og vi holder alle sammen lidt ekstra øje med oldemor, når hun holder Laust.

Så skulle han i dagpleje. Jeg husker hans første dag i hans første dagpleje, der også blev hans sidste. Jeg husker hans første dag i hans anden dagpleje, der ikke blev hans sidste, men som skulle have været det, for det var helt forkert, og det opdagede jeg alt for sent. Når børn har diarre hver anden uge, og det går over, når de kommer hjem, så er det altså IKKE fordi de har diarre. Så er de stressede. Det sætter sig nemlig i maven på små børn. Øv. I retrospekt, må det siges at være min første større fiasko som mor. Heldigvis slet ikke den sidste.

Jeg husker hans et års fødselsdag, med alt for mange mennesker i lille bitte lejlighed. Han var helt dækket med skoldkoppear, og rød i kinderne af alt sukkeret i lagkagen. Men der sad han, tronende højt i sin Ikeastol, og fandt sig troligt i alle de mennesker, der hele tiden ville dikke dikke ham. Det var en fantastisk dag.

Så gik han sit første skridt, sagde sit første ord (far), faldt ned af sofaen, hvorved han ramte sofabordet, og slog en flig af sin første tand. 

Og vupti, nu er han fire. Hvad fanden skete der lige der?

Om ti år, render han rundt er lige så hormonforvirret som den syvende klasse, jeg har nu. I guder, siger jeg bare. Kunne man dog bare sætte tiden på pause. Bare en gang i mellem, så man kan nyde de gode stunder en ekstra gang. Svælge i dem lidt længere. Når man bliver fire år, bliver man en stor dreng. Det siger Laust selv. Og det betyder at min lille bitte numero uno er væk for altid, og det kradser sgu helt ind i hjertet.

Når det er sagt, så glæder jeg mig helt vildt til at se hans næste træk. Hvor skal vi hen nu? Hvad finder de på af sjove finurligheder, når de er fire, fem, seks og syv? Og skolealderen (når nu man selv er skolelærer), den er jeg godt nok spændt på? Vil han klare sig godt? Være vellidt? Være glad?

"Snart tillykke med fødselsdagen," stod der blandt andet

Der er nogen, der snart får en kærlig hilsen fra Laust. Den er tegnet og forfattet lige fra hjertet af en snart fir-årig, der med største kendermine dikterede teksten, som havde han aldrig lavet andet i sit snart fire-årige liv.

Billedet må du gerne se, men selve teksten, som han også selv har forfattet (alene!), og som derfor er hamrende ulogisk og hylende morsom, får du først at se, når brevet er modtaget og læst. Det fortjener modtageren trods alt.

Mor, jeg tegner bare lige noget grafitti.

(Far ville have været stolt, hvis han havde hørt det!)

...

Jeg kalder på dig...

Vi sad i går aftes og lyttede til musik på YouTube via min mands iPhone. Så sætter vi den til anlægget, og danser med ungerne.

Prøv lige at lyt til de to første linjer han synger, inden du læser videre. Vi hører Rasmus Seebach, for ham har Laust en nyfunden kærlighed til.




Efter at have hørt (og set) den her et par gange, udbryder knægten: ”Jeg synes altså, det er synd for den mand der.” Vi glor mærkeligt på ham. ”Siger du synd? Hvad mener du?” spørger jeg ham. "Jo, altså, at han ikke ved, hvor han hører til. Det er da synd for ham… " siger Laust med den største naturlighed i stemmen.

Er det bare mig, eller skulle jeg snart se at få ringet til de Mensa mennesker der ;-) Knægten er jo totalt skarp.

Jeg synes i øvrigt også nummeret er totalt fedt (selvom jeg ikke er 17 år mere). Og jeg har danset rundt i hele stuen med alt for stor dreng på hoften, der hvinende lagde sin kind mod min, mens vi hvirvlede rundt, og grinende skrålede JEG KALDER PÅ DIG...
 
Så tror jeg vist godt jeg kan erklære, at der er tanket lidt mere op på nærværskontoen. Også min ;-)
 
 

Jeg flakker rundt. Jeg ved ikke hvor jeg hører til. Jeg kalder på dig…

Laust i 3D?

Jeg har verdens sjoveste unge.
Sådan her så han fx ud på vej i børnehave, da fætter Noah havde været på besøg med sine smarte 3d briller til at se Pyrus med. Min søn ser normalt ikke Pyrus, eller så, eftersom den jo er slut nu, men min søn står ikke tilbage for nogen. Så han skulle også have 3d briller og heldigvis havde far gemt sine fra da vi var inde og se Avatar. Man ved sgu heller aldrig lige hvornår man får brug for et par 3d briller, må hellere stoppe dem i lommen og tage dem med hjem?!
Gudskelov.

Ungdommen nu til dags

Det hjælper ikke at putte sine børn i privatinstitution.

Se her, hvad den ældste kom hjem og præsterede forleden:

Skøn fredag

Havde en fabelagtig dag i går.
Lavede muffins med den ældste, og fik besøg af veninde i besiddelse af krapyl jævnaldrende med Frej. Svea hedder hun, og er den skønneste lille energibombe.

Laust laver muffins med mor.

Vil gerne hjælpe med at putte dejen i formene.

Mor siger nej, og Laust får et fit. Af dimensioner.

Så meget faktisk, at far tilbyder at tage

ham med ud og cykle en tur.

Tak far :-)

Så i ovnen med dem...

... et voila, super lækre muffins med bær.

Link til opskrift på Snappe Solbærmuffins

findes her hos Sæson For God Smag

I opskriften bruges friske solbær.

En pose bærsymfoni fra Netto er lige så fint.

(Faktisk rigtig fint endda)

Frej og Svea

Huh?

What?

...

Senere bagte Karsten madbrød med purløg,

og lokkede ungerne til noget afslapning foran fjerneren.

Synes også lige I skulle se et billede af Frej,

der elsker at få børstet tænder...

... for det meste.

Når han selv må bestemme,

hvornår far skal stoppe.

Hvilket han så ikke må...

Sluttede i øvrigt også lige dagen med at opdage at der er Thomas Tog film i BioCity over hele landet på søndag kl. 10, til kun 40 kr pr. billet. Så det skal Laust med sin far. Det bliver så fedt for ham. Han er jo virkelig vild med Thomas Tog. Er spændt på om Laust kan sidde stille længe nok. Han er ikke just kendt for at være det mest tålmodige barn.

 

...

Det kunne være meget værre

Jeg er her stadig.

Læser mest andres blogs for tiden. Havde ellers en aftale med mig selv om, at jeg skulle skrive et indlæg inden jeg gik i gang med min efterhånden imponerende lange liste af blogs, jeg følger, men det er lissom om at det er nemmere bare at læse de andres for tiden, end det er at blogge selv.

Ikke fordi der ikke er noget at blogge om. Synes bare at når jeg har tiden tid til det, har sofaen det med at sætte sig på ryggen af mig, og Ole Lukøje kaster grus i mine øjne. Æv. Men jeg vender stærkt tilbage, snart. Eller i hvert fald bare på et tidspunkt. Det lover jeg.

Indtil da kan I lige få en hurtig opdatering.

Er (i morgen) i gang med min femte uge af et ni-ugers vikariat som lærer for en 8.- en 9.- og en modtageklasse. Alle tre klasser er fantastiske, på hver deres unikke måde, og jeg nyder at undervise de unge mennesker. Deres nysgerrighed og interesse er stor, selvom de også gerne vil prøve at løbe om hjørner med vikaren. Heldigvis er jeg ikke allernederst i hierakiet. Tænker at tilkaldevikarerne har det lidt værre end mig. De mangler basisviden om de småting i hverdagen, jeg trods alt når at opfange på lærerværelset (ikke via intramail, så langt i hierakiet er jeg trods alt ikke endnu), så eleverne rigtig kan bilde dem ind at selvfølgelig må de da tage ud og heppe på skolefodboldholdet (not!), eller at Pelle/Sofus/Mads selvfølgelig er nye elever i klassen og derfor har ret til at være der når frikvarteret er slut (nej, den gik heller ikke i dag).

Min børn har det godt. Den yngste er begyndt at gå. Sådan for real. Og kunne rejse sig selv midt i ingenting. Inden så længe tror jeg sgu også han begynder at løbe. Har i hvert fald sjældent set nogen komme så hurtigt fra værelse til spisebord, når der bliver sagt 'Så der mad'...

Den ældste prøver (stadigvæk) grænser af. Og spørger om tusind ting. I sekundet! Og blander sig i alting. Det er uhyrligt, men sådan er det vist bare, så vi lever med det :-)

Den lille fyr spiser selv sine havregryn, og efterhånden

rammer 70 % munden, hvor det i starten var en

succesrate på omkring de 40 % :-)

Han siger heldigvis også nogle skønne ting ind i mellem. Den anden dag spurgte han ved morgenmaden hvem der laver menneskene. Host, sprut, hark... Hvad sagde du? Det er sgu de store eksistentielle spørgsmål vi har fat i herhjemme for tiden.

Nå, men de der engelskopgaver retter nok ikke sig selv, vel Anne...

Jeg må videre.

Stolt storebror har fået en rigtig cykel med støttehjul,
og stiller gerne op til fotografering (for en gangs skyld)

Singing in the rain

Lausts ubetingede yndlingsbeskæftigelse: hoppe i vandpytter...

Cool tatoos

Hvis man ser bort fra drengene i børnehaven, så er de her to tøser Lausts bedste venner. De bor lige ovenpå os, og Laust elsker at lege med dem. Så tit han kan, og så tit de gider, så leger de. Forleden lykkedes det mig så endelig at få fanget dem alle tre på samme tid, og stillestående længe nok, til at jeg kunne nå at tage et billede.

Elina, Isabella og Laust

Med tatoveringer, åh de var så stolte.

Sommerfest i børnehaven

Vi har været til sommerfest i børnehaven i weekenden, og det var super fantastisk.

Har taget så sindssygt mange gode billeder, som jeg selvfølgelig gerne vil dele med jer, så jeg har prøvet at samle nogen af dem i Picasa.

Enjoy :-)

Velkommen

Den fine port er pyntet med blomster (dagen i forvejen, hvilket desværre kunne ses på blomsternes trivsel, eller mangel på samme).

Vores fine chokoladebrownies til kagebordet

Seriøst kagebord

Frej hygger sig, og går på opdagelse

Børnene i 'store-gruppen' fremviser dukketeater,

med dukker de selv har fabrikeret i løbet af året.

Storegruppen er de børn der skal starte skole efter sommerferien. I et helt år har de været i 'store-gruppe' en gang om ugen, hvor de har skrevet eventyr, lavet kulisser og dukker til den store afslutning; sommerfesten. Festen der markerer slutningen på deres tid i børnehaven og starten til noget nyt og spændende, (folke)skolen.

Laust på eventyr

Til sidst, når festen er slut, og vi skal hjem, 
bliver dannet æresport, som 'storegruppen' skal løbe igennem,

og nede for enden bliver de 'hoppet' ud af en voksen fra hver stue.
Læg lige mærke til de fine kroner de får på.

Skøn sommerfest, med masser af fine traditioner som jeg glæder mig til at mine drenge skal igennem.

Hovedrollerne i mit liv

spilles lige så elegant af de her to:

Frej, der lige har lært at gå med klapvognen uden at dratte om hele tiden:




Og Laust, der lige har lært at mestre den sindssygt svære teknik det er at have en fod på en metalplade og den anden fod skubbende fra på jorden. Phew, det holdt hårdt. På det her videoklip har han endnu ikke turde forcere bakken, men det gjorde han 10 minutter efter. Der var mor bare for doven til at gide rejse sig og forevige det. :-)

Weekend

Det har været en super weekend.

Bare tanken om at i fredags var sidste dag i min arbejdspraktik i Netto, var nok til at gøre den skøn.

Og selvom vejret var ikke helt på vores side i weekenden, hyggede mig og drengene i haven lørdag, mens far sov til middag. (Søndag sov jeg så til middag, mens far underholdt ungerne. Genialt koncept.)

Søndag havde Laust legekammerat på besøg, og Frej fik feber. Ikke den fedeste legekammerat. Og feberen blev værre og værre, og da vi lagde ham i seng, havde han 40,1. Stakkels lille pus. Afventer lige og ser i morgen, og ellers må vi have fat i lægen.

Se ham bare, det stakkels pus.

Fik dog lidt smil ud af ham, omend det var tidligere på dagen. Lige inden sovetid var der helt og aldeles lukket for det gode humør.

Se også lige Laust. Han ville også nusse med en pude i stuen, lige som Frej, hvilket endte med at han hentede hele sovegrejet ind, og dømte gulvet for hyggeområde.

Skøn afslutning på en skøn weekend.

Master of Puppets

Tjek lige min lille dukkefører

Vi har altid brugt hånddukker herhjemme. Mest til sjov og ballade, men for nyligt, også som en form for projiceringsredskab, som man kan bruge, når man skal tale med barnet om følelser, dårlig opførsel eller andre alvorlige ting.

Vores ældste har det med at blokere, når vi siger noget til ham, men hvis dukken snakker med ham om de grimme følelser, og ikke dumme mor, så bliver det nogen gange nemmere at tale om tingene.

Prøv det. Det virker sgu :-)

Aftenflaske

Laust elsker sin lillebror, knuselsker ham, faktisk, men det ender altid med, at han knuselsker ham for hårdt og vi må rykke ham væk. Det er træls, i sær for ham, for han vil jo bare gerne sin lillebror så afsindigt meget.

Den anden dag hjalp han så med at give aftenflaske, og det var et hit.