Det kunne være meget værre

Jeg er her stadig.

Læser mest andres blogs for tiden. Havde ellers en aftale med mig selv om, at jeg skulle skrive et indlæg inden jeg gik i gang med min efterhånden imponerende lange liste af blogs, jeg følger, men det er lissom om at det er nemmere bare at læse de andres for tiden, end det er at blogge selv.

Ikke fordi der ikke er noget at blogge om. Synes bare at når jeg har tiden tid til det, har sofaen det med at sætte sig på ryggen af mig, og Ole Lukøje kaster grus i mine øjne. Æv. Men jeg vender stærkt tilbage, snart. Eller i hvert fald bare på et tidspunkt. Det lover jeg.

Indtil da kan I lige få en hurtig opdatering.

Er (i morgen) i gang med min femte uge af et ni-ugers vikariat som lærer for en 8.- en 9.- og en modtageklasse. Alle tre klasser er fantastiske, på hver deres unikke måde, og jeg nyder at undervise de unge mennesker. Deres nysgerrighed og interesse er stor, selvom de også gerne vil prøve at løbe om hjørner med vikaren. Heldigvis er jeg ikke allernederst i hierakiet. Tænker at tilkaldevikarerne har det lidt værre end mig. De mangler basisviden om de småting i hverdagen, jeg trods alt når at opfange på lærerværelset (ikke via intramail, så langt i hierakiet er jeg trods alt ikke endnu), så eleverne rigtig kan bilde dem ind at selvfølgelig må de da tage ud og heppe på skolefodboldholdet (not!), eller at Pelle/Sofus/Mads selvfølgelig er nye elever i klassen og derfor har ret til at være der når frikvarteret er slut (nej, den gik heller ikke i dag).

Min børn har det godt. Den yngste er begyndt at gå. Sådan for real. Og kunne rejse sig selv midt i ingenting. Inden så længe tror jeg sgu også han begynder at løbe. Har i hvert fald sjældent set nogen komme så hurtigt fra værelse til spisebord, når der bliver sagt 'Så der mad'...

Den ældste prøver (stadigvæk) grænser af. Og spørger om tusind ting. I sekundet! Og blander sig i alting. Det er uhyrligt, men sådan er det vist bare, så vi lever med det :-)

Den lille fyr spiser selv sine havregryn, og efterhånden

rammer 70 % munden, hvor det i starten var en

succesrate på omkring de 40 % :-)

Han siger heldigvis også nogle skønne ting ind i mellem. Den anden dag spurgte han ved morgenmaden hvem der laver menneskene. Host, sprut, hark... Hvad sagde du? Det er sgu de store eksistentielle spørgsmål vi har fat i herhjemme for tiden.

Nå, men de der engelskopgaver retter nok ikke sig selv, vel Anne...

Jeg må videre.

Stolt storebror har fået en rigtig cykel med støttehjul,
og stiller gerne op til fotografering (for en gangs skyld)