Viser opslag med etiketten Fødselsdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fødselsdag. Vis alle opslag

6. april 2012

Fødselsdagsgave # 1 - Miljøvenligt dullekrudt

Jeg har fået de fedeste gaver til min fødselsdag. Jeg skal nok vise dem alle sammen på bloggen. I etaper. Først til dullegrejet:

Jeg fik massere af stuff til personlig pleje. Mine favoritter fra Änglamark og Irma. Så skulle der vist være til lidt tid endnu :-)

Jeg forsøger så vidt mulig at holde sæber, shampooer, vaskemiddel og lignende uden parfume. Det fungerer bedst for mig, og så kan jeg selv bestemme, hvad jeg vil dufte af bagefter. Yndlingsmærkerne (som også er til at betale sig fra) er; Änglamark, Tusindfryd og Derma.

...

3. april 2012

Stige Ø og en fødselsdag

I dag er det min fødselsdag, jeg har ferie fra job, ungerne er hjemme og bedsteforældrene er på besøg.
Perfekt.

Efter endt morgenmad kørte vi en tur ud på Stige Ø og nød solen og de indbydende omgivelser. Drengene hygger sig altid gevaldigt, når vi er derude, og i dag var ingen undtagelse.

PS. Den der snestorm havde lovet i dag !?? Jeg må have været virkelig sød i det forgangne år for her stof den på høj sol og ingen vind ;-)

...

23. januar 2012

Laust 5 år

Så er "store-fødselsdags-weekend" overstået.

I fredags blev Laust fejret i børnehaven.
I lørdags blev han fejret herhjemme.
Og i dag var det så blevet tid til en omgang børnefødselsdag afholdt sammen med og hos kammerat.
Yihaa!

Det har været en fin weekend med masser af hygge, gaver og opbygning af fødselsdagstraditioner.

Fx må man bestemme hele dagsmenuen på sin fødselsdag. ALT. Så Laust ønskede sig juice og rundstykker til morgenmad og pasta med kylling, majs og ærter og sodavand til aften. Desserten skulle være vingummi og is.

Frit fortolket er det så blevet til: det store brunchbord med pandekager, sirup, solbærmarmelade, scrambled eggs, bacon, rundstykker, pålæg, juice, the og kaffe. Frokost i IKEA. Pitabrød med det store tagselv marked og vanilleis oprørt med vingummibamser til dessert.
Lækkert.

Og hvis man ser bort fra al maden, så har jeg nu en dreng på 5 år (FEM!) Det kan jeg slet ikke få til at passe.

Skønne unge


...

22. juli 2011

Bagud

Jeg er temmelig bagud med blogindlæggene.
Altså det er jo ikke fordi, der ikke sker noget.
Holder ferie med drengene (uden Karsten, som arbejder. Siger han!), og med to banditter i huset er der ikke tid til ret meget computertid til mor.

I mandags kom vi hjem fra bondegårdsferie. En uges afslapning, som I nok skal få lidt hyggelige billeder fra.

Tirsdag havde jeg drengene med til Nyborg og besøge veninde. Fik snakket minimalt med veninde, og hysset maksimalt på drenge, der var totalt utidige (det var de, det var ikke mig der var træt! Nå.).
Da jeg kørte hjem, aftalte vi en dag i næste uge UDEN børn. Heldigvis har veninden selv et barn nu, og forstår bedre, hvorfor man ikke kan koncentrere sig hundrede procent om venindesladder hele tiden, når man samtidig skal skifte ble, hente vand, smøre mad, pudse næser, gribe på rutchebanen, skubbe på gyngen, holde i hånden over vejen, bære op af trapperne og samle legetøj sammen i en stor pærevælling. Hjælp!

Onsdag kørte vi til Flensburg, og gik en tur i gågaderne. Flensburg er faktisk en virkelig hyggelig by, selvom det er en grænseby fuld af danskere. Der er mange fine butikker og seriøst mange bagere. Nogen der kan fortælle mig noget om det? Er totalt ignorant, når det kommer til tyske kulturforhold, herunder madvaner.

Torsdag, jamen hov, det er jo i dag, der brugte jeg hele formiddagen på at diskutere med Laust om, hvorvidt det er træls eller ej, at han ikke skal have en gave i morgen, når lillebror fylder to. Wtf? Han var urokkelig, og udspydte (udspød?) eder og forbandelser over mig, i en sådan grad, at jeg opgav alle aktiviteter, og satte ham ind foran fjerneren for at få lidt ro. Så hentede vi far, tidligt på eftermiddagen, kørte i Bilka, købte en gave til Frej (UDEN eder og forbandelser fra Laust. Hmm, meget mærkeligt), åd noget klammoæde, og kørte hjem igen.

I morgen er det fredag (teknisk set er det i dag, men jeg er ikke gået i seng endnu, og så er det i morgen).
Frej fylder to år.
Yay.
Og den her uge er lissom bare forsvundet, som sand mellem fingrene på mig.

Lørdag skal vi på gæstevisit hos mulige nye venner. Bliver spændende.

Søndag kommer familien og fejrer Frejs to år.
Nogle af dem bliver til onsdag.
Mere yay.
Arj, virkelig.
Det glæder jeg mig sindssygt til.
Når jeg skriver yay, så er det sådan et optimistisk jubel yay.
Men hvor bliver tiden lige af?
Synes ikke, jeg når en skid.


Billedspam af alt det ovenstående kommer snarest.
Sammen med de indlæg jeg har lovet at skrive på feriebloggen inden vi tog på ferie, og imens vi var på ferie. Øh.
Shit.

God sommer derude ikk.
Kram fra Anne Lotte

PS. Den der Grøn Koncert i Odense i morgen, som ALLE åbenbart skal med til?
Hold nu kæft med det!
Og hvor skal jeg fryde mig, mens det står ned i stænger hele dagen i morgen, og tænke, hvor er det godt, at jeg skal med, for det har vi nemlig aftalt, min mand og jeg, for Frej bliver to år, og også selvom der ikke kommer nogen på selve dagen, og han jo alligevel er ligeglad med, om han bliver fejret den ene eller den anden dag, så har vi altså aftalt, at jeg ikke skal med. Jamen, det har vi. Det siger han. Jeg kan så bare ikke lige huske det. Æv. Og jeg gad jo heller ikke med til den der Grøn Koncert alligevel. Det må du endelig ikke tro.

PPS. I love Instagram. Det program kan gøre selv den kedeligste Anne Lotte pæn i betrækket.









3. april 2011

Hyvää syntymäpäivää!!

Så er det vist officielt. Jeg har fødselsdag i dag, og traditionen tro vælter det ind med hilsener på Facebook, mediet, hvor du kan være venner med folk, uden egentlig at være venner med dem alligevel. Comprende? Si?
Nå, men grundet en sprogrejse som 15-årig har jeg en enkelt eller to fra USA på min venneliste. Og jeg elsker amerikanere. Når man er derovre, er de sociale, åbenhjertige og venlige mennesker. De er åbne for fremmede (i hvert fald for mig, i sin tid, før 9/11 katastrofen ;-), og der er masser af hjerterum og barbecue nok til alle. På den anden side kan de være en tand for navlebeskuende. De aner ikke noget om, hvor andet end deres eget land ligger. De tror, at Amsterdam er hovedstaden i Danmark, at vi taler finsk, og at her er så koldt, at der render pingviner rundt i gaderne. Men det gør ikke noget, for de er nysgerrige, og lytter gerne til alt, hvad du siger om dit land. Så kan man jo bære over med det meste, ikk?

Og så tager man hjem.

Fuldstændig overbevist om, at det her er for livet. Skriver en masse breve, krænger sin savnende sjæl ud. Og får aldrig svar!

Out of sight, out of mind var vist ikke kun en fordom, hører jeg mig selv tænke højt, og beslutter mig for at leve højt på de to besøg jeg havde, og så droppe al videre kommunikation.

Lige indtil Facebook.

Nu er vi venner igen. Har udvekslet minder, set på og kommenteret billeder hos hinanden. Krænget vores savnende sjæle ud. Denne gang begge veje. Juhuu.

Tiden går. Kommentarerne bliver færre og færre. Og så er vi tilbage i den gamle mølle. SÅ meget kunne Facebook alligevel heller ikke udrette. Amerikanere er og bliver amerikanere.

Lige indtil i dag, hvor jeg fik en rigtig sød fødselsdagshilsen fra en af dem.
Hyvää syntymäpäivää!!

Tak.

More is more ...

...læste jeg på en blog forleden og bare fordi man kun får en gæst til sin fødselsdag betyder det jo ikke at man skal gå ned på udstyr. Jeg kunne ikke være mere enig.

Så jeg har bagt speltboller



og en ordentlig mother fucker kage: Solbær-chokolade drøm. Med hjemmebagte chokoladebunde, solbærsyltetøj og marscaponecreme. Betrukket med chokoladeganache.
Opskriften er fra Alt for damerne i denne uge og jeg glææææææder mig til at smage den om lidt, når yndlingsmoster Camilla træder ind af døren. MUMS.



Her er et billede FØR chokoladeganache. Skal nok huske at poste foto efter også.


- Posted using BlogPress from iPhone

22. januar 2011

Et forsinket tillykke til min lille nummero uno.


Min allerførste lille bitte baby blev fire i går. Fire! Jeg kan slet ikke fatte det.

Ja ja, det er muligvis en temmelig gennemtærsket kliche, og måske har man en tendens til at romantisere de fire år, der åbenbart er fløjet forbi så hurtigt, men virkelig...

Jeg har det som om, det var i går, at han kiggede ud til verden, og stak i et hyl af dimensioner (eller var det mig?). Jeg kan huske detaljerne i det tøj han havde på hjem fra sygehuset. Helt ned til farven på sokkerne (de var orange). Jeg kan alt for tydeligt huske de ni dage efter fødslen, hvor jeg sad herhjemme i ammehelvede med en baby, der ikke ville spise nok, og derfor græd hele tiden. Jeg husker lige så tydeligt de kuldegysninger jeg havde op og ned ad rygraden. Gråden, når jeg holdt min lille baby i armene. Millimeter fra en fødselsdepression. Reddet af min egen mor, der var så skræmt af mine reaktions- og handlemønstre, at hun overtrumfede alle indsigelser om den perfekte mor, der ammer, og gav knægten en flaske. Så klappede han i, og jeg åndede lettet op. Reddet på målstregen.


Jeg husker første gang han smilede, første gang han fandt sine hænder, og kiggede på dem med forundrede blikke. Jeg husker da han fandt sine fødder, og opdagede at han kunne trille rundt på maven igen, hvis han drejede sig med dem i hænderne.


Så fik han en bule på siden af hovedet, der ikke ville gå væk, og jeg var på hospitalets akutbørneafdeling med ham i noget der ligner fem-seks timer. Konklusionen blev at der ikke var nogen konklusion, og vi skulle til scanning nogle uger senere. Elsker du ikke også bare at vente på ingenting? Ventetiden blev dog brugt på, at de stak lidt i ham hist og her, mens mor, selv stortudende, tryglede dem om at stoppe.


Det var også deromkring, at vi endelig blev enige om et navn. Da han var fem måneder. Laust skulle det være. Det var mig der bestemte det. Vi havde indgået en studehandel, mig og manden. Jeg måtte vælge navn, han måtte så tilgengæld bestemme, at babyen kun skulle have det ene navn. Ingen mellemnavne. Puha, det var svært. Jeg har jo selv mit mellemnavn. Og definerer mig ved det. Så holdt vi en fest for hans nye navn. I haven. I et telt der var utæt, med mad der var 1½ time forsinket (fra eget køkken ;-) Det var en skøn dag. Med skønne mennesker. Og en oldemor der gav ham toppen af et stykke drømmekage, så han kastede op om aftenen. Børn skal bare have sovs på kartoffelmosen, siger Oldemor, og vi holder alle sammen lidt ekstra øje med oldemor, når hun holder Laust.


Så skulle han i dagpleje. Jeg husker hans første dag i hans første dagpleje, der også blev hans sidste. Jeg husker hans første dag i hans anden dagpleje, der ikke blev hans sidste, men som skulle have været det, for det var helt forkert, og det opdagede jeg alt for sent. Når børn har diarre hver anden uge, og det går over, når de kommer hjem, så er det altså IKKE fordi de har diarre. Så er de stressede. Det sætter sig nemlig i maven på små børn. Øv. I retrospekt, må det siges at være min første større fiasko som mor. Heldigvis slet ikke den sidste.


Jeg husker hans et års fødselsdag, med alt for mange mennesker i lille bitte lejlighed. Han var helt dækket med skoldkoppear, og rød i kinderne af alt sukkeret i lagkagen. Men der sad han, tronende højt i sin Ikeastol, og fandt sig troligt i alle de mennesker, der hele tiden ville dikke dikke ham. Det var en fantastisk dag.


Så gik han sit første skridt, sagde sit første ord (far), faldt ned af sofaen, hvorved han ramte sofabordet, og slog en flig af sin første tand. 

Og vupti, nu er han fire. Hvad fanden skete der lige der?

Om ti år, render han rundt er lige så hormonforvirret som den syvende klasse, jeg har nu. I guder, siger jeg bare. Kunne man dog bare sætte tiden på pause. Bare en gang i mellem, så man kan nyde de gode stunder en ekstra gang. Svælge i dem lidt længere. Når man bliver fire år, bliver man en stor dreng. Det siger Laust selv. Og det betyder at min lille bitte numero uno er væk for altid, og det kradser sgu helt ind i hjertet.


Når det er sagt, så glæder jeg mig helt vildt til at se hans næste træk. Hvor skal vi hen nu? Hvad finder de på af sjove finurligheder, når de er fire, fem, seks og syv? Og skolealderen (når nu man selv er skolelærer), den er jeg godt nok spændt på? Vil han klare sig godt? Være vellidt? Være glad?


14. januar 2011

På vej


Er med toget mod Nyborg for at fejre bedste venindens fødselsdag. Vi skal have boller og lagkage og tøsesludder.




Og kvalitetstid med ungerne.
MEN... Næste gang jeg sådan finder på, at fredag midt i Frejs sovetid er et godt tidspunkt at tage til fødselsdag på, (med tog!) må nogen gerne stoppe mig. Noget så eftertrykkeligt. Det er et logistisk mareridt!


- Posted using BlogPress from my iPhone (at du lige ved det ...)