Hyvää syntymäpäivää!!

Så er det vist officielt. Jeg har fødselsdag i dag, og traditionen tro vælter det ind med hilsener på Facebook, mediet, hvor du kan være venner med folk, uden egentlig at være venner med dem alligevel. Comprende? Si?
Nå, men grundet en sprogrejse som 15-årig har jeg en enkelt eller to fra USA på min venneliste. Og jeg elsker amerikanere. Når man er derovre, er de sociale, åbenhjertige og venlige mennesker. De er åbne for fremmede (i hvert fald for mig, i sin tid, før 9/11 katastrofen ;-), og der er masser af hjerterum og barbecue nok til alle. På den anden side kan de være en tand for navlebeskuende. De aner ikke noget om, hvor andet end deres eget land ligger. De tror, at Amsterdam er hovedstaden i Danmark, at vi taler finsk, og at her er så koldt, at der render pingviner rundt i gaderne. Men det gør ikke noget, for de er nysgerrige, og lytter gerne til alt, hvad du siger om dit land. Så kan man jo bære over med det meste, ikk?

Og så tager man hjem.

Fuldstændig overbevist om, at det her er for livet. Skriver en masse breve, krænger sin savnende sjæl ud. Og får aldrig svar!

Out of sight, out of mind var vist ikke kun en fordom, hører jeg mig selv tænke højt, og beslutter mig for at leve højt på de to besøg jeg havde, og så droppe al videre kommunikation.

Lige indtil Facebook.

Nu er vi venner igen. Har udvekslet minder, set på og kommenteret billeder hos hinanden. Krænget vores savnende sjæle ud. Denne gang begge veje. Juhuu.

Tiden går. Kommentarerne bliver færre og færre. Og så er vi tilbage i den gamle mølle. SÅ meget kunne Facebook alligevel heller ikke udrette. Amerikanere er og bliver amerikanere.

Lige indtil i dag, hvor jeg fik en rigtig sød fødselsdagshilsen fra en af dem.
Hyvää syntymäpäivää!!

Tak.