Puha, det har været en lang uge.
Jeg er pt. i arbejdspraktik i Netto* (jaaa for fanden, jeg ved sgu da godt at jeg har en skolelæreruddannelse, men der er lissom ikke rigtig nogen der gider have mig, vel!). Nå, men det er jeg om eftermiddagen og om formiddagen er jeg så sammen med Frej, indtil hans far kommer hjem og tager over, og har begge ungerne til jeg kommer hjem igen 20.30.
Hvis vi så lige lægger to og to sammen her, kan alle jo se, at de timer jeg får sammen med Laust i løbet af en dag, kan tælles på en hånd (eller to fingre faktisk).
Og det troede jeg, ville være okay, men hold kæft hvor har jeg savnet ham den her uge. Sådan rigtigt, helt ind i hjertekulen, grundsavnet ham. Jeg er ellers normalt ikke kendt for at være hende moren, der sidder lårene af sine børn. Han var fx på sin første lange ferie hos mormor og morfar da han var 13 mdr, og det varede en hel uge, og jeg nød det. (Ja, det må man altså gerne i min bog, deal with it!) Så den her uge, skulle jo ikke være noget problem, vi kunne jo være sammen i weekenden... Men da jeg sad i kassen i Netto fredag aften, og var lige ved at tude da farmand kom ned og handlede, med ham på slæb, kunne jeg godt se, at jeg havde løjet for mig selv. Og tanken om at det skal stå på 3 uger endnu, gør mig trist.
I den her weekend skal min ekstra fridag bruges på Laust, og kun Laust. Vi skal hygge os, cykle i mosen og lege, læse bøger, spise kiks, jeg skal kysse ham, kramme ham, nusse ham, ae ham, kilde ham, kradse ham og alt det jeg ellers kan komme på som jeg elsker, for når mandagen slutter, går der en hel uge før jeg ser ham en sammenhængende time igen.
Det er ellers gået godt i Netto.
Der gik lige nøjagtig fem minutter, så var det som om jeg aldrig havde været væk. Der er ikke noget der har ændret sig:
- Avocado har stadig huskenummer 8908, og jeg behøvede ikke engang at tjekke det på listen, jeg kunne sgu huske det fra sidst
- Når du ringer to gange på klokken, kommer der stadig en ekstra til kassen (for det meste)
- Og nej, hvis det ikke står på hylden, er der ikke mere (heller ikke på lageret, hvilket nogen gange er løgn, men vi har ikke tid til at tjekke det, selvom vi rigtig gerne ville).
Men jeg havde seriøst glemt
- hvor helt afsindigt ondt i ryggen man får af at sidde i kassen
- hvor lidt tid man har, til alt for meget arbejde
- hvor trælse nogen Netto souschefer kan være (jeg nævner ingen navne), når de knapt er en dag over tyve, og deres ide om cool Netto ledelse er, at tale ned til de nye, og tror det stadig er moderne at pisse territorium af. (Kære ven, om tre uger, må du få det hele for dig selv igen, så det er slet ikke nødvendigt)
- hvor sjovt det er at give igen af samme skuffe og få dem til at klappe i som østers (ok, jeg gjorde det kun en gang, men det var stadig fedt)
- at der stadig, i 2010, findes kunder der tror, at bare fordi man sidder kassen, så er man nok sådan en, der ingenting ved, ingenting forstår, og ingenting vil med sit liv, og derfor har ret til at opføre sig som arrogante stoddere og kællinger
Til gengæld har jeg virkelig savnet
- de søde kunder der bare optimerer ens lortedag med 200% bare ved at være søde og rare, og dem er der heldigvis allerflest af.
- de virkelig super sjove kunder, der kan efterlade en grinende i flere minutter efter de er gået, op optimere ens lortedag med 400%. Og dem er der faktisk heller ikke så få af mere.
- de super sjove, søde, givende, rare mennesker der knokler røven ud af bukserne i Netto, mine kolleger, som tager virkelig godt imod en og hjælper alt det de kan når man gang på gang stiller dumme spørgsmål.
- alt det spot-bras man kan købe i Netto, og som man bliver ekstra fristet af fordi man kører det forbi øjnene mange gange i timen. (Farvel Dankort ;-)
Jeg har virkelig hygget mig i gode gamle vante omgivelser i den her uge, og mødt så mange spændende, sjove mennesker at jeg er fyldt helt op på menneske barometeret. Det er fantastisk.
På en måde glæder jeg mig til næste uge, hvis det bare kunne have været om formiddagen, så jeg havde haft mere tid sammen med Laust, så havde det været perfekt.
* Arbejdspraktik er muligheden for fire ugers praktik i en virksomhed, der får din arbejdskraft gratis, mens du stadig kun får dine dagpenge. Så den er jeg så hoppet på ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
If you show me yours, I'll show you mine!