Så måtte jeg en tur til tandlægen.
Min trefladede rodbehandling skulle kunne holde et par år, inden kronen skulle på, og det har den så gjort nu. Problemet er, at jeg har stadig ikke råd til at få kronen på, så da tanden flækkede, måtte jeg en tur omkring tandlægen, og høre hvad der så skulle gøres.
Jeg hader tandlæger. Ikke fordi jeg er bange for dem, eller fordi det gør afsindig ondt hver eneste gang man sætter sig i deres stol. Næh, jeg hader dem fordi, når regningen for udført arbejde skal betales, og man kunne have brødfødt en mindre afrikansk landsby i et år, for de penge det koster at lave to huller og en tandrensning, smiler de bare med deres ualmindeligt hvide bisser, og siger: "vi ses snart".
Nå, men jeg kommer op til tandlægen, og snakker med deres meget søde skrankedame, og hun siger at det selvfølgelig vil være bedst for mig at få sat den krone på snarest, da jeg ellers kan risikere at miste tanden helt, hvis den flækker igen. Jeg forklarer hende min økonomiske situation, og at det er ikke er noget jeg hellere ville end at brænde 6500 kr af på en krone til min tand
(*velvidende at jeg nok kunne finde andre ting jeg ville brænde så mange penge af på, men hvis det virkelig gjaldt min tand, ville jeg bide i det sure æble og gøre det), og hun forstår mig til fulde.
Inde i tandlægestolen kigger tandlægen bare på mig og konstaterer nøgternt: "Den tand ender du med at miste en dag, det skal du nok være indstillet på".
Jeg kæmper med tårerne. Har lige en gang forklaret min situation, og synes måske ikke det er den heldigste kommentar i verden. Jeg ligger i tandlægestolen og overbeviser mig selv om ikke at lade mig det gå på, og at det sikkert ikke var ment på den måde, men da jeg kommer ud til skranken igen, bryder jeg sammen, og føler mig som den fattigste lort i verden.
Den søde skrankedame forsøger at overbevise mig om at det selvfølgelig ikke var ment på den måde, sådan kunne min tandlæge ikke finde på at være, men jeg føler mig ramt og hikster hele vejen ud af døren, og ned af trapperne.
Jeg tuder hele vejen hjem på cyklen, og nu sidder jeg så her. Min telefon er på lydløs, og det viser sig at min tandlæge har forsøgt at ringe mens jeg var på vej hjem. Han beklager selvfølgelig dybt, og at han bare ville fortælle mig at den tand ikke holder evigt, og at jeg ikke må tro at det er okay bare at lappe den sammen en gang i mellem.
Apology accepted, men jeg føler mig sgu stadigvæk en lille smule ramt.
