31. januar 2010

Never ever again og noget med en snemand/konge!

Det er slut!
Jeg praler aldrig mere af mine unger. Det lort hævner sig kraftedme. Prøv lige og spørg, om jeg har siddet op og sovet fra kl. 3 i nat, fordi den yngste kun ville ligge på en bestemt måde i mine arme og sove!? Vi kan ikke finde ud af, hvad der er galt med ham. Han havde feber i går aftes, og har længe haft noget hostehalløj med halsen, men det virker ikke som om, det er det, der holder ham vågen om natten. Vi har en formodning om, at der er problemer med maven igen, og jeg er så småt ved at indstille mig på, at vi må give ham lactulose igen.


Uh, i nat var jeg tæt på at kaste ham ud af vinduet.
Hva som helst for fem minutters sammenhængende søvn.
Men når man kigger på ham her er han jo meget lækker, ikk?!



Min hjerne føles som grød i dag. Jeg er træt, pirrelig og hys, og i det hele taget ikke særlig nem at være sammen med. Måske er det derfor manden har taget den ældste med ud foran og bygge snemand.


2 meter høj snemand in the making

Snekongen Georg

Bananscones - en himmerigsmundfuld

De her bananscones har jeg fået opskriften på af en veninde fra mødregruppen.
Da det er en sconedej, er der bagepulver i, og derfor skal den ikke hæve som en gærdej fx skal.
Der er ikke smør i, og næsten ingen sukker heller, så de er ikke meget usunde, og kan derfor være en god snack til ungerne fredag aften, eller et sødt mellemmåltid til en selv, hvis man lige har brug for et kick.




1 dl havregryn
1 dl rosiner
2 bananer, modne
2 spsk sukker
2½ tsk bagepulver
1 æg
3/4 dl mælk
375 g mel (ca.)

Alle ingredienser æltes og puttes på en bageplade. Der blir ca 12-13 stk. 
Bages i 10 min ved 200-225 grader (du kender bedst selv din ovn).

Jeg har eksperimenteret mig frem til at hvis dejen er godt klæg, når du putter den på bagepladen, så bliver sconesne bedst. Du tror du skal putte mere mel i, men pas på. De bliver nemt for tørre, og så skal der rigtig meget smør på til at rette op på det. Havregrynene suger rigtig meget væde under bagningen.

30. januar 2010

Nemesis måske, men nu prøver jeg alligevel...

Har en skøn lille baby, der har præsteret det umulige i dag.
Han har været vågen i 1½-2 timer af gangen, og har så gnedet sig så meget i øjnene, at han var nødt til at komme ned i barnevognen, hvor han så i gennemsnit har sovet to timer af gangen.
What a day, siger jeg bare.
Nu satser vi så på at han fortsætter den gode stime, og sover igennem i nat. For første gang. Tror jeg selv på det? Nej, men man har vel lov til at håbe...



Ja, når jeg ikke sover så ligger jeg bare for mig
selv og hygger lidt på legetæppet. Jeg er nemlig
totalt nem baby i dag.

Snestorm

Sådan så der ud fra mit vindue i morges kl. 7.45. Masser af sne, og så på en lørdag.
Hvor heldig har man lov at være (især når ens mand elsker sne, og tager den store dreng med på biblioteket om formiddagen, og på kælkebakken om eftermiddagen, så mor kan slappe af).



Den ivrige snerydder er i øvrigt min mand. Når han ser sne om morgenen, så flyver han ud af sengen, på den med de lange underhylere, og så ud og skovle. Om han elsker det? Næh, det tror jeg ikke. Men han hader når alle andre ikke rydder, og man skal jo som bekendt ikke kaste med sten når man selv bor i glashus, så på pletten, det er han.

29. januar 2010

Langt ude i Skoven

Hvert år på Brandts er der sanseudstilling for børn, og hver torsdag efter kl. 17 er gratis entre, så vi pakkede begge ungerne sammen, og tog afsted i går.

Det var en fantastisk sanseudstilling og Laust styrede nysgerrigt rundt og kiggede, lige indtil der kom tordenvejrseffekter, så ville han gerne ud.

Men den kan klart anbefales alligevel...








Sanseudstillingen hedder Langt ude i Skoven, og løber fra d. 8.januar - 2. maj



Se, der bor busserne.

Vi  var med bussen i går, hele banden. Vi skulle ind til byen, og Laust æælsker at køre med bus.
Da bussen kom klappede han i hænderne og hoppede ivrigt op og ned, mens han råbte: "Nuuu kommer bussen!". Han gik ind foran sammen med mig, og jeg sagde han bare kunne løbe ind og sætte sig mens jeg betalte. Så det gjorde han. I en næsten tom bus, vælger han det eneste sæde, hvor der sidder nogen i forvejen. En middelaldrende kvinde, der heldigvis var til at snakke med. Hun hjalp ham op på sædet, og Laust kvitterede med at fortælle hende en masse spændende faktaoplysninger undervejs på busturen (som i øvrigt ikke varer længere end 7 min). Se der bor busserne. Derinde er banegården. Der kører en bil. Jeg har også en bil derhjemme. Og et tog. Jeg kan godt lide at køre tog.
Damen  var helt solgt i Laust, og så næsten ærgerlig ud da hun skulle af på banegården. Vi skulle to stop videre, så jeg foreslog ham, at han kunne sidde ovre ved mig det sidste stykke, men næh, det behøvede han ikke. Jeg sidder fint her mor. Og så skyndte jeg mig altså at tage et billede...


Se mor, den der bus er den
samme som den vi kører i.

28. januar 2010

Du ender med at miste den tand der...

Så måtte jeg en tur til tandlægen.
Min trefladede rodbehandling skulle kunne holde et par år, inden kronen skulle på, og det har den så gjort nu. Problemet er, at jeg har stadig ikke råd til at få kronen på, så da tanden flækkede, måtte jeg en tur omkring tandlægen, og høre hvad der så skulle gøres.

Jeg hader tandlæger. Ikke fordi jeg er bange for dem, eller fordi det gør afsindig ondt hver eneste gang man sætter sig i deres stol. Næh, jeg hader dem fordi, når regningen for udført arbejde skal betales, og man kunne have brødfødt en mindre afrikansk landsby i et år, for de penge det koster at lave to huller og en tandrensning, smiler de bare med deres ualmindeligt hvide bisser, og siger: "vi ses snart".

Nå, men jeg kommer op til tandlægen, og snakker med deres meget søde skrankedame, og hun siger at det selvfølgelig vil være bedst for mig at få sat den krone på snarest, da jeg ellers kan risikere at miste tanden helt, hvis den flækker igen. Jeg forklarer hende min økonomiske situation, og at det er ikke er noget jeg hellere ville end at brænde 6500 kr af på en krone til min tand (*velvidende at jeg nok kunne finde andre ting jeg ville brænde så mange penge af på, men hvis det virkelig gjaldt min tand, ville jeg bide i det sure æble og gøre det), og hun forstår mig til fulde.

Inde i tandlægestolen kigger tandlægen bare på mig og konstaterer nøgternt: "Den tand ender du med at miste en dag, det skal du nok være indstillet på".
Jeg kæmper med tårerne. Har lige en gang forklaret min situation, og synes måske ikke det er den heldigste kommentar i verden. Jeg ligger i tandlægestolen og overbeviser mig selv om ikke at lade mig det gå på, og at det sikkert ikke var ment på den måde, men da jeg kommer ud til skranken igen, bryder jeg sammen, og føler mig som den fattigste lort i verden.
Den søde skrankedame forsøger at overbevise mig om at det selvfølgelig ikke var ment på den måde, sådan kunne min tandlæge ikke finde på at være, men jeg føler mig ramt og hikster hele vejen ud af døren, og ned af trapperne.
Jeg tuder hele vejen hjem på cyklen, og nu sidder jeg så her. Min telefon er på lydløs, og det viser sig at min tandlæge har forsøgt at ringe mens jeg var på vej hjem. Han beklager selvfølgelig dybt, og at han bare ville fortælle mig at den tand ikke holder evigt, og at jeg ikke må tro at det er okay bare at lappe den sammen en gang i mellem.
Apology accepted, men jeg føler mig sgu stadigvæk en lille smule ramt.

27. januar 2010

Som sædvanlig...

... var der ikke noget galt med lillemanden i dag hos lægen, da jeg for 117. gang havde ham med op for at få ham lyttet på (troede han havde lungebetændelse).
Men min læge er sød, og meget overbærende og forsikrede mig om at det var helt okay, og hvis jeg synes det var værre i morgen skulle jeg bare komme derop igen! Needless to say, at jeg synes min læge er meget fantastisk?

25. januar 2010

Glukosebelastning

Jeg har været til glukosebelastning på OUH som en sidste del af projekt Graviditet og Livsstil. 2 timer i et venteværelse med gennemtræk. Nej, glukosebelastninger bliver aldrig sjove. Heldigvis havde jeg en fantastisk bog med til at underholde mig. Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne.
Han skriver helt fantastisk, og jeg har allerede læst første bog i serien om afdeling Q (Kvinden i buret), og er nu godt på vej til at være færdig med toeren. Før jeg gik i gang med den her serie, læste jeg StiegLarsson trilogien. Min mødregruppeveninde Trine anbefalede dem, og så tænkte jeg at nu skulle det være.

Eneste ulempe ved al den læsning, er at det ikke går så godt med jobsøgningen. :-(

23. januar 2010

Frej 6 måneder

Frej bliver 6 måneder i dag.


Og tidligere i dag ude i køkkenet opdagede Karsten en lille hvis prik i de underste gummer. Jeg tror sgu den første tand er på vej.