I det mindste har jeg stadig mit gode humør

Min weekend har primært bestået af Otrivin, køkkenrulle og tv. Og en mand, der har taget en ordentlig tørn med ungerne (indtil han søndag mente, at jeg var rask nok til, at han kunne tage ud og male, alene. Den var jeg så ikke helt enig i!).

Nu er weekende overstået, jeg måtte tage mandagen med for at blive helt frisk, kun for at opdage, at to timer efter min raskmelding, snørede halsen sig sammen og hovedet lukkede ned for ombygning. Auch! Troede ellers lige. Nu må vi se hvordan det går i morgen. Afsted det skal jeg.

Jeg har en syvende klasse, der skal have gang i nogle Blå Mandag-forberedelser, og en klassens time, hvor der skal snakkes om en meget ubehagelig hændelse på skolen i dag (mens jeg ikke var der, typisk), involverende en uheldig kommentar på Facebook og noget tæskehold. Shit. Er spændt på at høre, hvordan mine elever har det. ALLE mine elever. Forestiller mig, at rygtet har været vidt omkring, og det er en god mulighed for at få snakket med dem om etik på nettet.

Nå, men når nu weekendens program, for mig, stod på Otrivin, køkkenrulle og tv, så er det vel heller ikke helt urimeligt, at der ser sådan her ud hjemme hos os lige nu:

I øvrigt så skulle min weekend have bestået af dinner, drinks and a party. For jeg havde en aftale om julefrokost med min veninde, som vi har prøvet at få gennemført siden december. Skulle også have haft besøg af veninde fra København, men det blev heller ikke til noget. Virkelig træls!

En dag tilbage

Sådan føles det i hvert fald lige nu.



- Posted using BlogPress from my iPhone (at du lige ved det ...)

Jeg kalder på dig...

Vi sad i går aftes og lyttede til musik på YouTube via min mands iPhone. Så sætter vi den til anlægget, og danser med ungerne.

Prøv lige at lyt til de to første linjer han synger, inden du læser videre. Vi hører Rasmus Seebach, for ham har Laust en nyfunden kærlighed til.




Efter at have hørt (og set) den her et par gange, udbryder knægten: ”Jeg synes altså, det er synd for den mand der.” Vi glor mærkeligt på ham. ”Siger du synd? Hvad mener du?” spørger jeg ham. "Jo, altså, at han ikke ved, hvor han hører til. Det er da synd for ham… " siger Laust med den største naturlighed i stemmen.

Er det bare mig, eller skulle jeg snart se at få ringet til de Mensa mennesker der ;-) Knægten er jo totalt skarp.

Jeg synes i øvrigt også nummeret er totalt fedt (selvom jeg ikke er 17 år mere). Og jeg har danset rundt i hele stuen med alt for stor dreng på hoften, der hvinende lagde sin kind mod min, mens vi hvirvlede rundt, og grinende skrålede JEG KALDER PÅ DIG...
 
Så tror jeg vist godt jeg kan erklære, at der er tanket lidt mere op på nærværskontoen. Også min ;-)
 
 

Jeg flakker rundt. Jeg ved ikke hvor jeg hører til. Jeg kalder på dig…

Gider nogen stikke mig en tudekiks?

Hvis ikke jeg har oplyst jer om det (hvilket slet ikke ligner den del af mig, der elsker at svælge i andre menneskers medlidenhed...), så har jeg jo været syg det meste af min juleferie. Først med influenzalignende symptomer, derefter med en omgang bihulebetændelse, som jeg (endelig, men det er en helt anden historie), fik nogle drugs til at bekæmpe den med.

Alt det sygdom gjorde, at jeg kom bagud med min undervisningsplanlægning, og min stileretning og alt det andet jeg skulle have nået, så denne her uge har været hård, og sørme om jeg ikke er ved at blive syg igen. Jeg kæmper det bedste jeg kan, men det er lige som om, at alt for lidt søvn og alt for meget kaffe (til at rette op på alt for lidt søvn) bare ikke rigtig gør sagen bedre.

Jeg knokler. Med at holde tungen lige i munden. Og styr på tusind tanker, der helst ikke må forsvinde. Er fx klasselærer. Jeg har aldrig været klasselærer før, og der er tusind ting man hele tiden skal forholde sig til. Og som man selv skal opdage. Der er nemlig ikke nogen andre der kommer og fortæller en, at man lige skal være opmærksom på, at man er den der sætter gang i Blå Mandag forberedelser i klassen, eller at ottende klassen skal have terminsprøver i næste uge (Okay, fik det faktisk lidt af vide, men var så forvirret den dag, at jeg vist nok svedte det ud igen).

Hvorom alting er, så føler jeg, at jeg konstant er bagud, og nu er jeg altså også ved at blive syg. Igen. Æv. Det er fandme træls. Trøster mig med, at jeg ikke er den eneste. Mandag morgen efter ferien, startede fint med fem sygemeldinger på skolen. Sådan...


Glædelig f...ing januar. Og stik mig så den tudekiks!
(og et lommetørklæde...)

Her er min overspringshandling numero uno: vasketøjet.

Værsgo der er ca. 20 maskiner!

Tick Tock (og det er ikke Ke$ha jeg tænker på)

Det her ur, det måtte gerne sidde på min arm. Bare navnet. Ocean Dot White. Det er ikke til at stå for. Og sort og hvid går man jo aldrig galt i byen med. Det passer lissom til det hele, også selvom det er prikket.  Det er fra Timex, som jeg ikke aner hvad er for et firma, og jeg er helt skudt i det ur her.

Hvis jeg havde rigtig mange penge, så måtte det her også godt sidde der engang imellem, når jeg trængte til en pause fra det andet. Lily The Pink. Amen, altså. Det er jo ikke et øje tørt.

Kan købes her til den nette sum af 400 kr (som måske ikke lyder af meget i dine ører, men når manden har sagt dagpengene fra, for at udleve selvstændighedsdrømmen, med din lærerløn som eneste indtægt, så kom lige igen, og fortæl mig at 400 spir ikke er mange penge... Jeg brokker mig ikke, jeg konstaterer bare!)

Amerikas Sidney Lee

En af mine amerikanske veninder på Facebook lagde et billede ud for nogle uger siden.

Af hende selv og en fyr med en hat trukket godt ned over øjnene. 'Me and Brett', stod der. De fleste var helt oppe og støde over hende og Brett, men Candice og jeg anede ikke, hvem han var, så svigermoren til veninden var så sød at linke.

Og misandten om ikke det viser sig at USA har deres helt egen Sidney Lee.

Med bandana, tan, tattoos og langt, tjavset hår. Jeps.

Du kan se mere til ham her

Lokke/true/lokke

Vi havde en fantastisk tur på biblioteket søndag. Det startede ellers med, at jeg måtte lokke/true/lokke/true/true/true den ældste ud af døren, som så returnerede min galde ved at kræve de mest mærkelige ting.

• "Hvis jeg ikke må køre med klapvognen, så er du ikke min ven."
• "Hvis jeg ikke må køre med klapvognen, så skal jeg have den her med." (siger ungen, siddende på en lille blå bil, der er omtrent to år for lille til ham, og den havde han så tænkt sig at køre to km ned i byen med! Right, and I think not!)
• "Alle må gerne køre med klapvognen, når de siger det."(Bliver i øvrigt også flittigt brugt i alle andre situationer, hvor den kan gavne ham, når vi har sagt nej til noget. Flere gange!)
• "Hvis du ikke hører hvad jeg siger, så må du ikke komme med til min fødselsdag"

Phew. Til sidst marcherede jeg bare afsted. Helt hvid i hovedet af raseri irritation, hvorefter han kom luntende efter mig, som om ingenting var sket. Vi hyggesludrede hele vejen ned i byen, på den måde som kun næsten fire-årige kan hyggesludre, og da vi nåede Kongens Have (Odense), gik vi en tur derind, så vi kunne mærke sneen knase under støvlerne. Og SÅ fik han lov til at køre med klapvognen, dog uden indhold. Ham havde jeg trygt i hånden.

Efter turen i parken proklamerede han, at nu kunne han altså ikke gå længere, og jeg forklarede ham, at det var rimelig heldigt eftersom, at biblioteket jo lå ovre på den anden side af gaden. Så langt gad han ikke gå, så han satte sig på kantstenen, og sagde, at så ville han bare blive siddende der, til jeg var færdig... Argh. Heldigvis var jeg totalt overskudsagtig her, og fik ham lokket (truet) med på biblioteket.

Og det var skidehyggeligt på biblioteket. Med Lightning McQueen bøger (vi er totalt finkulturelle hjemme hos os. Følte mig som totalt idiot, da dreng på Lausts alder spurgte om ikke de skulle finde nogle af de der Findus bøger han så godt kunne lide... Argh...), og Cirkeline dukker. Jo, vi havde en fest. Jeg havde bananer og rosiner med, så jeg kunne bestikke dem på hjemturen også, men den foregik med bus, så det var heldigvis slet ikke nødvendigt. Og således endte en sviptur på biblioteket. Der så tog 3½ time fra start til slut, fordi mor her, ikke lige havde regnet med at det skulle tage en time for næsten fire-årig at tilbagelægge to km. Men sjovt, det var det nu alligevel.

Stå nu stille med den vogn, Laust!

Du skal ikke køre med den, mor er ved at tage et billede!

Totalt i orden bibliotek dér.

Fylder lige olie på bilen, mor.

(En bil der 'kører' på bøger, det er da genialt)

Hvor der (oversprings)handles, der spildes...

Og der overspringshandles virkelig i disse timer.

Til i morgen skal jeg nå at:

• Rette 22 danske stile
• Kommentere 21 engelske book reports
• Planlægge undervisning til 8.årg. Bliver nok bare noget med nogle uregelmæssige verber (igen!)
• Planlægge hvordan syvendeklassen skal arbejde med Drengene fra Sankt Petri i hele januar (og jeg har ikke set filmen endnu, i morgen bliver nok noget med gennemgang af grammatik fra før ferien, og MASSER af kage i klassens time.)
• Lave et forløb om filmen Billy Elliot til et engelskhold, ud fra noget materiale jeg i går opdagede, forefindes på skolen. Flot Anne, klap dig selv på skulderen, not!

I går og dag har jeg:

• Vasket 10 maskiner tøj (og jeg er stadig kun halvvejs)
• Rengjort skabet under køkkenvasken
• Fyldt og tømt fem maskiner opvask
• Vasket gryder og fade og køkkenborde, så køkkenet var helt clean.
• Skuret de der små dimser på komfuret, der justerer temperaturen. I ved nok; 1-2-3-4-5-6 knappen.
• Vasket drengenes TripTrap stole ned (de var sgu blevet lidt halvklamme)
• Været på smuttur på biblioteket med drengene (det tog så tre en halv time, fordi vi gik den ene vej... ) for at hente en bog, som viste sig at være noget, jeg slet ikke kunne bruge alligevel.
• Raidet gulvet, så man ikke snubler i legetøj når man skal på natpotten (hvilket er totalt ligegyldigt, for nu ser der lige sådan ud, som da jeg startede. De satans møgunger. Det er slut med legetøj i stuen fra i morgen.)
• Ligget i sengen med den ældste og læst (andre) guldkorn hentet på biblioteket, mens den yngste sov middagslur (tankede lige lidt op på nærværskontoen.)
• Læst hundrede blogindlæg, der alle sammen var mindst lige så intetsigende, som det her, men som jeg aligevel ikke kan lade være med at følge med i, fordi damerne (og et par enkelte herrer) inspirerer, underholder og sætter tanker i gang. Okay, måske var de ikke intetsigende så, men verden var nok ikke gået under lige med det samme, hvis jeg ikke havde læst deres indlæg... Vel?!
• Indsæt selv tilfældige handlinger, du ellers ikke ville udføre, men som lige pludselig bliver så vigtige at du næsten ikke kan trække vejret, før de er udført.

Jeg gad vide, hvor meget søvn jeg får i nat??

Gak og løjer

Vi har holdt nytårsaften hjemme i år. Helt stille og roligt, bare mig, manden og drengene.

Vi startede med forretten allerede kl. 17 så vi kunne nå det hele inden drengene skulle i seng. Det havde vi så ikke behøvet bekymre os om. Begge drengene holdte ud helt til klokken blev næsten halv ti, godt hjulpet på vej af godt med soda og chips.

Og vi har haft en fest. Der var serpentiner, festlige hatte, truthorn, dans (til 90'er festen på P3, der virkelig kan få en årgang '80 op af stolen, Juhuu) god mad, sodavand, chips, højt humør og masser af kærlighed og nærvær.

Sidstnævnte er ret svære at fange med kameratelefonen, så I får i stedet billederne af vores fjollede hatte og helt igennem (næsten) perfekte dessert; chokoladefondant med flydende indre, serveret med vanilleis og valnødder. Mums!

Godt nytår alle sammen.

- Anne Lotte



















Posted using BlogPress from iPhone

Godt nytår

Så er det nu.
Hop for fanden.
Vi ses i 2011