Der er sket noget vildt i dag.
Helt vildt.
Så vildt at man (jeg) næsten ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned mere.
Er du nysgerrig nu?
Min ældste søn er blevet klippet!
!
Du er ikke umiddelbart imponeret?
Nå, men det er jeg.
Laust er ikke blevet klippet, siden han som tre-årig fik klippet spidser (læs: det hele) ved sin elskede dagplejer Jane. Vi var okay med, at hun klippede ham kort, men da han startede i børnehave og hun lissom ikke var i nærheden længere, holdt det jo naturligt op. Frisøren kom vi aldrig til, så han er kun blevet sporadisk klippet i to år, og aldrig mere end et par cm ad gangen (eller fem dengang jeg klippede forkert, men da blev hans far også virkelig sur, så det skete ikke igen!)
I dag jokede han med saksen (Laust) og sagde, at han ville klippe sit eget hår. Karsten sagde, at det skulle han da være velkommen til, så Laust stak resolut en hånd i håret i og ville klippe. Midtvpå stuegulvet. Jeg stoppede ham og mindede ham om, hvem det er, der støvsuger i den her familie, så hvis han skulle klippe hår, måtte det blive på badeværelset.
Så det gjorde han. Og han klippede til. Entusiastisk og med stor indlevelse. Se mor, nu kan Mads* ikke sige, jeg ligner en pige mere, sagde han, og jeg måtte minde ham om, at det jo var noget vi da var helt ligeglade med (!)
En del entusiasme senere lignede han en hottentot, og siden det nu var Karsten, der havde sagt ja til selvtægten, måtte han vel også være den, der rettede op på den igen.
Og det gjorde han så.
Så nu ser min dreng sådan her ud:
*Mads er opdigtet. Den sande identitet er naturligvis redaktionen bekendt.
